Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Gad vide, om Megan Markle gør klar til en rolle i tv-serien Revenge

Søren Pind. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Suiting…

Søren Pind

Det bliver let til racisme i disse dage. Man kan forstå på hertuginden af Sussex, at dette, at hendes søn ikke kunne blive prins, har skygget mere end almindeligt for, at hendes lykke ikke rigtig kunne spring ud. Det skulle ligefrem have drevet hende til selvmordets rand.

Den tidligere Suits-skuespillerinde kan føje til, at det formodentligt handlede om sønnens hudfarve, der er en svag afglans af hendes egen. Den skulle have vakt bekymring i de kongelige kredse, men hos hvem fremgår det ikke, og det vil det tilbagetrukne par i Hollywood-kameraernes klare lys med realityinterview-dronningen Oprah Winfrey heller ikke oplyse.

Groft sagt skal ikke lægge skjul på, at den form for tilbagetrækning, hvor man siger, man træder ud af kameraernes skær, men sidder til hos Oprah i en privat samtale, forekommer noget anstrengt. Det samme at folk skal udleve deres traumer i offentligheden. Og begge parter overser åbenbart, at oldebørn af monarken i Storbritannien slet ikke efter traditionen bliver prinser…

Men måske forklaringen er en anden. Måske Markle planlægger deltagelse i en helt anden serie – den evigt kørende Revenge. Suiting indeed, som briterne siger.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Ih, hvor er det feudalt!

Peter Nedergaard

Kristian Jensen er blevet udpeget til en topstilling som særlig udsending i Udenrigsministeriet uden offentligt opslag. Han er mest kendt som mangeårig skatteminister og som næstformand i Venstre. Ordningen med at udnævne politikere til topposter i udenrigstjenesten er ny, og tanken er, at de skal gå til personer »med ekstraordinære kompetencer og faglighed (realkompetencer) inden for udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik.«

Groft sagt undrer sig såre. I et moderne land som Danmark vil man altid sikre sig de bedste kandidater til diverse jobs. Derfor besættes offentlige stillinger normalt via åbne opslag, hvor alle kan søge. Hvis det er åbenbart, at Kristian Jensen er den bedste til topstillingen i Udenrigsministeriet, var der vel intet problem i, at det også skete i dette tilfælde. Men det er måske her, at hunden ligger begravet?