Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt fordøjer årtiet: Det ender altid med en femi-model

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Eva Selsing

Ak ja, 10erne går på hæld. Hvad fik vi? Vi fik plantefars og KlimaBarnet ©, oprullede tophuer, transbørn og globalismeimporteret terror. Men først og fremmest fandt vi ud af, at alt er et ligestillingsanliggende. Og at den knuste borgerlighed altid ender med at tale feminismens sag. Fædrebarsel, koner i bestyrelser, tale om patriarkatet. Femihæren råber hop, og Herning-liberalerne svarer hvor højt?

Der er stadig rigeligt at tage fat på. Tag den undertrykkende norm om, at mennesker går på deres fødder. Ren og skær og uhyggelig biologisme mod kvinder, for de har det sværest. Eller den såkaldte tyngdekraft, der hæmmer frie kvinders ret til at svæve i luften. Ufortyndet herskerteknik direkte oppe fra patriarkatet og dets forlængede arm »fysikken«. Og så har vi end ikke nævnt uligestillingen i dyreriget. Der kan vi tale om kønsroller og forstenede strukturer. Der ligger et stort og vigtigt arbejde for dedikerede venstreradikale humaniorastudenter og -lektorer i at ændre diskursen blandt eksempelvis løver. Og køer. Og myrer. Nå nej, hos myrerne er det dronningen, der bestemmer, så de er fuldt ligestillede.

Men mon ikke vi vil se en accellerering af feminismens indsatsområder i det kommende årti? Med den døde borgerligheds hjælp skal det nok lykkes.

Afsked med 2010erne

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det kniber for Deres Groft sagt med sympatierne, når det kommer til vurderingen af 2010erne.

Det var årtiet, der lod os miste illusionen om det effektive og ukorrupte danske bureaukrati: Britta Nielsen, Forsvarets Ejendomsstyrelse og naturligvis de uendelige skandaler i det af politikere forsømte SKAT, der bl.a. tillod milliarder af kroner at fosse ud til kreative fidusmagere i udlandet, der fuskede med refusion af udbytteskat.

I erhvervslivet gik det ikke meget bedre, hvor der skete hvidvask i Danske Banks estiske filial. Venstres daværende formand måtte konstant forklare kritisable og pinlige dispositioner i forhold til sin privatøkonomi, mens DF stadig slås med skandaler om støttekroner fra det EU, der i øvrigt også med Brexit endte i krise. Alligevel førte politikerne en succesfuld økonomisk reformpolitik, som nok slutter snart takket være balkaniseringen af blå bloks politiske partier i stadigt skørere sekter.

Således kan venstrefløjen begyndte 2020erne med at ødelægge 2010ernes eneste succes!

Journalistik er i krise, men journalisterne ved det ikke

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

I 2009 blev Barack Obama indsat som præsident til almen tilfredshed i Europa. Han var progressiv og sort og inden han havde rørt en finger, fik han Nobels Fredspris. Medierne i USA og Europa hyldede ham ukritisk, eller som hans rådgiver Ben Rhoades udtalte, så kunne man få de unge journalister til hvad som helst, fordi de så positivt på Obama. Ikke så snart blev den brovtende Trump valgt, før medierne kastede sig over ham. Hvor alt var blevet fortolket positivt under Obama, blev alt nu vendt til noget negativt under Trump. Det var der gode grunde til, men i processen blev tilstræbt objektiv journalistik opgivet. Det var den ulykkelige konsekvens af, at nyhedsformidling blev et resultat af følelser. Man kan ikke mere stole på USA-dækningen i etablerede medier.

Søren Kierkegaard beskrev journalister som: »Meningsudlejere, der ernærer sig ved at udleje meninger, som man kan iføre sig efter forgodtbefindende.« Det er ikke korrekt. Journalister har stærke meninger. De elskede Obama og hader Trump.