Thulesen Dahls bedste ven
Jarl Cordua
Hvis du vil have en ven i politik, så køb dig en hund! Nogenlunde sådan sagde USA-præsident Harry S. Truman engang om, hvordan magtspillet udelukker venskab. Det behøver Dansk Folkepartis nuværende formand Kristian Thulesen Dahl ikke bekymre sig om. Han HAR en ven, nemlig Bagmandspolitiet, der nu på sjette år endevender Morten Messerschmidts rolle i Meld/Feld-skandalens sump, hvor DF-hoffet fråsede løs af skatteydermidler fra det EU, de så lidenskabeligt foragter.
Læser han i en nys udkommet bog om DFs storhed og fald af Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup, må Thulesen Dahl selv kunne høre, hvordan fenrisulven står og glammer. I samme sekund det står klart, at Messerschmidt klarer frisag og ikke må tilbage i flyverskjulet og koge saucer, er det også slut med DF-formandens udsøgte fornøjelser ved småligt og hævngerrigt at nægte sine gamle blå venner politiske indrømmelser. Det som VK-kilder i bogen sammenligner med en drengs glæde ved at trække benene af en edderkop – ét for ét.
Hjerneforskeren og dopinghelten
Bent Blüdnikow
Det har vakt en del opsigt, at tv-kanalen DK4 har anvendt Milena Penkowa som sundhedsekspert og vært. Hun røg jo ud i en slem sag om videnskabelig fusk, og det kan forekomme mærkeligt, at hun nu er sundhedsekspert. DK4 afviser da også kritikken, selvom mange kritiserer kanalen for valget af hende, og DRs Detektor tog sagen op.
Men hvis kritikken er berettiget, så får det denne Groft sagt-skribent til at undre sig over, at TV2 uden blusel har anvendt Rolf Sørensen som cykelekspert, selvom han har indrømmet dopingmisbrug efter årelange benægtelser af misbruget. Og DR gav endda Rolf Sørensen den fornemme Rosenkjær-pris i 2019 for sin formidling, selvom Sørensen altså var dopet i årevis.
Sagen er vel, at ingen har ret til at kaste den første sten i medieverden, hvor alle har noget på hinanden: Sexsager, videnskabsfusk, doping og alt muligt andet.