Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: »Espaniols« er fint, men »spaniolere« er krænkende?

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

En kæmpe spaniol

Jarl Cordua

Trods våde sommerdage er den debatlystne del af nationen ramt af kollektivt solstik i ophedet diskussion om den politisk korrekte betegnelse for den grønlandske befolkning fra dengang, den boede i iglo. Er det inuit, der betyder menneske, eller er det eskimo, som skulle betyde »kødæder«?

Sidstnævnte skulle være meget stigmatiserende for nutidens grønlændere, som muligvis er blevet veganere ligesom Indre Østerbro. Debatten har også medført, at en indehaver af en chokoladeforretning på Frederiksberg, er gerådet ud i en shitstorm for sin insisteren på handel med den ellers næsten glemte is »Kæmpe Eskimo«.

Den grønlandske sanglærke Julie Berthelsen blander sig også i Eskimo-debatten og forklarer til Ekstra Bladet, at eksempelvis også folk i Spanien finder det politisk ukorrekt, hvis danskere måtte kalde dem »spaniolere«. Groft sagt er forbløffet henset til at de lokale ellers kalder sig for »espaniols«. Måske det foranstående bogstav »e« gør hele forskellen?

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Hvor er vi dumme!

Peter Nedergaard

Marianne Kirkskov er såkaldt holistisk læge, som er blevet kendt for sit samarbejde med Hjerteforeningen. Hun mener, at man kan kurere sygdomme med tankens kraft. Det kan også sagtens ske langvejs fra via fjernhealing. Hvis mennesker blot stiller ind på samme »energimæssige frekvens«, kan sygdomme gå væk som dug for solens energi. Marianne Kirkskov mener, at det tillige gælder for personer ramt af coronavirus.

Groft sagt undrer sig over, hvorfor vi har skullet slæbes gennem det ene pressemøde efter det andet, uden at Marianne Kirkskov var til stede. Tænk på alle de milliarder af kroner, vi kunne have sparet på nedlukning og lønkompensation, hvis hun blot fra en talepult i Statsministeriet have fået lov til at sende sine psykiske energibølger ud over det ganske land.