Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Ældrekrænkerne

Peter Nedergaard

Som den kloge Thomas Bernt Henriksen har gjort opmærksom på i denne avis, er regeringens ministre kendetegnet ved et kolossalt fravær af erhvervs- og aldersbetingede erfaringer. Få har haft et egentligt job, og der er ikke en eneste minister over 60 år. Hvilke andre demokratier end det nuværende danske kan mønstre en tilsvarende despekt for de kompetencer, som kommer med alderen? Hvordan stemmer fravalget af ældre tillige overens med ønsket i mange demokratier om, at regeringer skal afspejle befolkningssammensætningen. Det er ikke kun Joe Biden, som har dette mål for sin regering. Summa summarum: Groft sagt undrer sig over, hvorfor Ældre Sagen ikke melder ud, at organisationen føler sig dybt krænket over den nuværende regeringssammensætning?

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum
Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum

Fake news!

Eva Selsing

Her er også noget, De nok ikke hører i de danske medier: en amerikansk Gallupundersøgelse viser, at Donald Trump er den mest beundrede mand i USA i 2020. Dermed fejer han Barack Obama af pinden, der ellers har siddet solidt på titlen.

Hvad stiller vi op? Vi kan selvfølgelig ignorere undersøgelsen og vente, til det igen er en af dem, vi godt kan lide, der topper. Men vi kunne også prøve at sige noget helt, helt uhildet om de dumme amerikanere, der sådan beundrer den onde, psykopatiske narcissist-diktator, som alle kloge mennesker jo véd, at Trump er. Det skyldes garntrisset racisme. Ja, lad os gå den vej; fly os fluks en venstreekstrem universitetsekspert, der kan sige det, vi gerne vil høre. For det gode, det skønne og det sandes skyld. Det er jo derfor, vi er her, ikke sandt?