Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.
Tilbage til 1950erne
Peter Nedergaard
Ifølge statsminister Mette Frederiksen bliver det et helt andet Danmark, vi får efter coronakrisen, hvor vi skal omgås hverandre på en ganske anderledes facon. Groft sagt digter med på ideen:
Vi får restriktioner for bevægelsesfriheden. Knibskhed i omgangen mellem mennesker. Indlandsturisme remplacerer udlandsturisme. Klassiske dyder som belevenhed og dannelse vinder frem. Grådighed udskammes. Solidariteten med de nærmeste fremmes med udgangspunkt i familien og længere ude med nationen. Hertil kommer en ekstrem stor vægt på renlighed, rengøring og renskurethed i kølvandet på coronakrisen.
Vi er med andre ord tilbage i 1950erne og begyndelsen af 1960ernes tidsånd. Groft sagt foreslår derfor, at Raquel Rastenni kommer til ære og værdighed igen, og at »Her kommer mutter med kost og spand« bliver slagsang.

DFs dobbeltspil
Jarl Cordua
Det er ikke let at være Dansk Folkeparti under coronakrisen. Der er ikke længere helt det samme schwung i de to gamle kæpheste, udlændingestramninger og konsekvent EU-modstand forklædt som EU-skepsis.
Helt efter bogen forsøgte DF at give flygtningene skylden for coronasmitten, selv om alle ved, at den blev hjembragt af den flyvende middelklasse. Befolkningen er dog blevet mere bange for at blive syge end for burkaklædte madammer, der ikke vil give hånd.
EU er naturligvis heller ikke meget bevendt under coronakrisen. Det har DF sørget for ved at bekæmpe enhver idé om at give EU-institutioner, herunder også sundhedsorganisationer, selv den mindste overnational magt.
Nu hævder DF, at EU fremstår impotent under krisen og selve beviset for, at det nationale beredskab er EU overlegent. Groft sagt erindrer i anledning af DFs let gennemskuelige dobbeltspil Svend Aukens gamle ord om, at først pisser de på én, og bagefter siger de, at man lugter.



