Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Det er nok en god idé at låse døren i Den Gamle By for Jim Lyngvild

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Bakken for sig

Peter Nedergaard

Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By i Aarhus er ude med riven i forhold til anvendelsen af »entertainere« som Jim Lyngvild, når der skal laves udstillinger på museer. (Lyngvild var kraftigt involveret i en udstilling om vikinger på Nationalmuseet for et par år siden). Den gode museumsdirektør går ind for noget så gammeldags, som at museernes udstillinger skal hvile på et troværdigt kildegrundlag. Det indebærer ikke en tilbagevenden til museal elitisme.

Publikum skal altid være i centrum. Men det skal ske på en seriøs og korrekt facon. Derfor vil han for altid låse døren i Den Gamle By for Jim Lyngvild. Groft sagt siger også nej tak til museal tivolisering. Bakken for sig og Nationalmuseet for sig. Det sidste – vel at mærke – som det var engang.

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

At se med andres øjne

Hans Hauge 

Forfatteren Stig Dalager ville ønske, at danskerne kunne se verden med »de andres øjne«, for det formår han selv. Nu er det ikke godt at vide, hvem alle de andre er, men danskere er de nok ikke. Vi kunne jo forsøge at se danskerne med tyske øjne. Dalager påstår, at han har fået sin idé fra »samfundstænkeren« Hannah Arendt, som han forsyner med intet mindre end to nationalitetsbetegnelser og en race: jødisk-tysk-amerikansk er hun. Hun var amerikansk statsborger. Punktum. Han kender sikkert intet til hendes forhold til tyskhed. Ifølge Dalager var hendes idé en »udfordring«. Ja mon ikke. Hun er siden blevet beskyldt for nazisme, og i USA kaldes hun i dag »white racist«. Dalager burde læse hende og se, hvad hun siger om afrikanere og hottentotter. Så ville han nok se hende med andre øjne.