Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Det er helt urimeligt, at NATO kræver, at vi holder, hvad vi har lovet

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Urimelig kritik

Lars Møller

NATO er helt urimeligt ude efter Danmarks bidrag til alliancen. Den useriøse kritik afvises da også på stedet af forsvarsminister Trine Bramsen (S). Godt nok er vi ikke på vej mod de to pct. af BNP, som den tidligere socialdemokratiske statsminister lovede på NATO-topmødet i 2014. Vi er dog altid villige til at sende et eller andet, når de kalder. Vi har også lige investeret én mia. kr. i Arktis, godt nok fra det eksisterende budget, men kritik er for småligt. De hævder, at vi ikke kan forsvare os selv, men hvornår har vi kunnet det?

Groft sagt er enig med Trine. Hæren har intet luftværn, og kan ikke nedskyde luftballoner, droner eller fly. Et samarbejde med Jægerforbundet er dog på vej, så jægere med gåsehagl i fremtiden vil være behjælpelig, hvis der skal nedskydes fjendtlige droner. Håbløs kritik.

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Lottes veninder

Eva Selsing

Det meget venstreorienterede debatprogram, »Deadline« på DR 2, var forleden i tøsehyggehjørnet. Vært Lotte Folke Kaarsholm skulle interviewe skulptur-ødelæggeren Katrine Dirckinck-Holmfeld, som havde indtaget studiet i fuldt Henrik Vibskov-ornat.

I et yndigt moment læser Lotte op af Tom Jensens ledertekst, hvori de ansvarlige for forbrydelsen kaldes »barbarer«. Med en tydelig fnisen lægger Lotte op til kammesjuk Katrine: »(Dybt, overbærende suk) Ja. De ansvarlige barbarer. Intet mindre, Katrine Dirckinck-Holmfeld.« Og så fulgte en dejlig hyggesnak mellem de to ligesindede.

»Deadline« har længe været en lidt løsere aftenpendant til det gammelmarxistiske »Orientering«. Hvornår mon borgerlige seere får et public service-finansieret sludreprogram, hvor de kan invitere vennerne ind?