Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Det er efterhånden mange år siden, at jyden var »stærk og sej«

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Jyskhed på vrangen

Peter Nedergaard

Engang var jyden »stærk og sej«. Han klarede fremgang og tilbagegang uden at kny. Han oprettede andelsmejeriselskaber og højskoler og opdyrkede heden. Han gjorde en ære af, at han kunne klare sig selv uden indblanding udefra. Han dannede et slags selvforsynende og stolt parallelsamfund. Det var dengang.

Groft sagt konstaterer de store ændringer, som siden er sket. Nu vil jyden have en stor mellemkommunal udligning til fordel for kommunerne i Jylland. Nu vil han have motorveje og omfartsveje betalt af andre, selv om der er mere brug for begge dele i det øvrige Danmark. Ja, selv Politiskolen vil jyden have til Jylland, selv om det er i det befolkningsrige Østsjælland, at mange af de færdiguddannede betjente skal være virksomme. Hvor er det gamle jyske ønske om at kunne stå på egne ben henne? Må vi bede om, at jyden får stoltheden tilbage.

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Karenstid

Lars Møller

Groft sagt forstår godt, at tidligere Forsvarschef Bjørn Bisserup tog sin afsked. Han var bare for garvet til at blive nyopdrættet af en i forsvarsmæssig sammenhæng stor amatør. Hans ansættelse i et konsulentfirma gav ballade. Her havde samfundet givet ham uddannelsen, og den skulle han ikke slå mønt af. En karenstid på mindst et år var nødvendig, da han jo havde ekspertviden på området.

Groft sagt er enig. Firmaer der handler med Forsvaret, bør ikke have del i den nyeste viden. Det gælder også læger, skolelærer og jurister, der handler med det offentlige, og ikke mindst embedsmænd som Jørn Skov departementschef i Selvstyret i Grønland, som nu arbejder for private Greenland Minerals. Hermed sikrer man fejlindkøb til det offentlige og det gavner beskæftigelsen.