Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Det er da oplagt at lade Iran hjælpe med at forbedre kvinders forhold – hvem er bedre egnet?

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Skæg i en coronatid

Bent Blüdnikow

Hvis man søger underholdning og skæg i en mørk corona-tid, så kan man blot åbne for internationale nyheder, der fortæller, at Iran nu er blevet indvalgt i Kommissionen for Kvinders Forhold. Kommissionen skal sørge for at forbedre kvinders rettigheder i verden, og Irans præsteskab vil nu få direkte indflydelse på beslutningerne i kommissionen. I Iran er kvinder blevet fængslet for at kræve lige rettigheder. Således blev aktivisten Alieh Motalebzadeh idømt tre års fængsel for at deltage i et seminar om kvinders rettigheder i USA.

Der er i det hele taget meget morskab i FN. Danmark er blevet medlem af Menneskerettighedsrådet, hvor hovedparten af fordømmende resolutioner rettes mod Israel. Danmark har netop stemt for flere af dem, hvilket sikkert gavner vor handel med flere arabiske lande. Diktaturstaterne i rådet undgår resolutioner vendt mod dem. De næste, der står for valg, er blandt andet Kina, Saudi-Arabien og Cuba.
Man må jo tage al den morskab, man kan i denne corona-tid og grine af det.

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Børnenes Johanne

Eva Selsing

Den samlede venstrefløj i politik og (public service-) medier har intensiveret kampagnen for at få de syriske børn og deres dejlige, IS-støttende forældre til Danmark. Hvilket ædelsind! Tag bare Johanne Schmidt-Nielsen, der har kanaliseret sin kommunisme ind i en lukrativ stilling som generalsekretær for Red Barnet. Johanne er forfærdet over regeringens modvilje mod at hente mere hertil fra Islamisk Stat. For det er jo synd for børnene, altså dem i Syrien.

De danske børn, der lider under indvandringens konsekvenser, siger børnenes Johanne ikke så meget om. De piger, der bliver kaldt »luder« og oplever det, der er værre; drengene, der bliver overfaldet og røvet, fordi de tilhører majoritetskulturen. Dem, der er i fare for at møde grupperne af ’unge’ mænds dominansadfærd på gaden. Ssshhhh, Johanne vil ikke høre om det. De danske børn må lide i stilhed, så Johanne kan tage sig godt ud overfor sine beundrere. Lad os nu tale lidt mere om Syrien og islam – dér, hvor Johannes hjerte i virkeligheden er.