Smadremanden
Eva Selsing
Det er en yndet påstand blandt hobby-politikinteresserede og de mest lavstammede kommentatorer at kalde Lars Løkke Rasmussen for en dygtig politisk håndværker. Som om det var det mest relevante ved Løkke-karakteren.
Derfor var det også befriende at læse Mogens Lykketoft, som forleden i en kritik af Trump ender med at vende opmærksomheden mod Løkke, som han kalder for »en kynisk smadremand«. Et menneske, der ikke viger tilbage fra at brænde hele det parti, der har løftet ham til magten, ned. Ja, Lykketoft gentager sågar udtrykket »den lille svindler«, som han brugte om Løkke i en tale på sin 70-års fødselsdag. For ham er det mindre vigtigt, om han står overfor en dygtig kræmmertype, end om han kan stole på vedkommende. Tænk, hvis dette aspekt en dag fandt vej ind i skyklapskommentatorernes hjerner, så vi slap for at høre flere åndsforladte copypaste-analyser om politisk håndværk (sic!).
Sorte Kaas
Peter Nedergaard
Nogle er kritiske over for, at Nikolaj Lie Kaas lægger stemme til hovedfiguren i animationsfilmen »Sjæl«. Det skyldes, at hovedfiguren er sort, hvilket Kaas som bekendt ikke er. »Det her ville aldrig gå i USA. Vi er simpelt hen langt bagud i Danmark i forhold til denne diskussion,« siger Mira Skadegaard, der forsker i diskrimination og racisme ved Aalborg Universitet.
Groft sagt er ikke enig. Vi er langt forud for USA, fordi vi ikke tror på identitetspolitikken, hvor personer er låst endegyldigt fast i deres etnicitet. Vi tror på lige muligheder og social mobilitet uanset baggrund. På den måde lever den amerikanske drøm stærkere i Danmark end i USA. Lad os holde fast i det og Kaas’ stemme.