Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Den væmmelige Trump er indstillet til Nobelprisen

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Trumps nobelpris

Bent Blüdnikow

Der er sket en omvæltning i Mellemøsten. Israel indgår nu en fredsaftale med Emiraterne og Bahrain. Det er et gennembrud og det mest positive, der er sket i regionen i 30 år. Rygtet siger, at flere muslimske lande vil følge efter. Man skulle tro, at den slags fredsslutninger ville blive modtaget med begejstring, men Politikens chefredaktør Christian Jensen kaldte aftalen en skændsel, og den har heller ikke fået særlig poitiv omtale i resten af dansk presse og såmænd heller i den etablerede presse i USA.

Kunne det hænge sammen med, at aftalens bagmand er præsident Trump, som alle jo ved er dum og uvidende og knap nok ved, hvor Bahrain ligger? En norsk politiker indstillede Trump til at få Nobelprisen for fred, som Obama jo fik endnu inden sin tiltrædelse som præsident. Men i medierne understregede man, at den norske politiker var højreradikal, så indstillingen jo nok var useriøs. Men så kunne man jo fristes til at mene, at Nobelpriskomiteen, der indstillede Obama, var venstreradikal.

SFs privatskoler

Peter Nedergaard

Pia Olsen Dyhr har taget sin datter ud af folkeskolen og sendt hende i privatskole. Hun gør det for at sikre datteren den bedste skolegang. »Jeg synes ikke, at min politiske holdning skal hindre min datter i at have et godt skoleliv,« siger hun. Problemet er blot, at hendes holdning åbenbart vil kunne hindre mange andre i at gøre det samme, for samtidig har Jacob Mark på SFs vegne foreslået at barbere det offentlige tilskud til de frie, private skoler. Det vil uvægerligt sætte forældrebetalingen yderligere op, så det kun er personer med indkomster i klasse med Pia Olsen Dyhr, som får råd til privatskoler for deres børn. Hvad skal vi egentlig kalde sligt?