Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: Carla Luffe, foragt dig selv, som du foragter din næste

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Menneskeforagt

Peter Nedergaard

Filmklipperen Carla Luffe havde for nylig et flot opsat indlæg i Politiken, hvori hun bad til, at epidemier á la coronavirus-pandemien ville arrivere hvert år, således at »vi kan overholde Paris-aftalen« om reduktioner af udslippet af klimagasser.

Den gode Carla Luffe mener med andre ord, at en masse mennesker bør kradse af på klimakampens alter. Hvad er det andet end gemen menneskeforagt?

Groft sagt bryder sig ikke herom. Vi holder af mennesker sådan helt generelt med alle deres gode og mindre gode sider. Det er mennesker, som skaber det mest interessante på kloden: kultur.

Så kære Carla Luffe, foragt dig selv, som du foragter din næste!

Zombieapokalypsen i Netto

Eva Selsing

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Mens coronavirus raser og for en stund overskygger alle problemer, får vi også små kig ind i mindre rare dele af menneskesjælen. For eksempel aggressiv grådighed. En slags hypertræls dobbeltkonfekt, som desværre har udviklet sig eksponentielt med folks forståelige frygt for at komme til at mangle fornødenheder.

Således kunne Danmark bare dagen efter statsministerens melding om at lukke for dele af landet præstere både butikskunder, der slås, kunder, der ikke vil forlade butikken efter lukketid – og kunder, der overfuser og truer personale.

Hvis nogen sidder og frygter dommedag, kan dette ikke have været særligt beroligende. Men hvem ville i givet fald have gættet, at zombieapokalypsen kom til at bestå af os selv? Og så i den mest ynkelige indkøbsudgave, man kan forestille sig? Det må altså helst ikke slutte så pauvert.