Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Groft sagt: 2019 har været et hårdt år for mandlige TV-anmeldere på Politiken

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Stakkels Fætter Vims

Jarl Cordua

2019 har været et hårdt år for mandlige TV-anmeldere på Politiken.

Især den veloplagte Bo Tao Michäelis er blevet taget ved vingebenet, fordi han har formastet sig til at kritisere TV-værtinden Lise Rønne, der ved sin karrieres afslutning fandt betimelig anledning til at sparke bagud i forhold til en irriterende syleskarp kritiker.

Michäelis’ brøde var, at han satte en række beskrivende ord sammen i en kritisk tekst, som Rønne – og mange læsere af Politiken med hende – mente var »tydeligt kønsspecifikke nedladenheder.« Blandt de forkætrede og sikkert i fremtiden hemmeligt bandlyste ord i Politiken er »vimse«, som TV-anmelderen – hvis det interesserer kritikere – også har anvendt om en mandlig vært.

Groft Sagt er nu blevet bekymret for fremtiden for den i forvejen fra Andeby fortrængte Walt Disney-figur Fætter Vims med det lange viltre hår og lyserøde nathue. Hvilken fremtid går han i møde, nu hvor verbet er faldet i ligestillingskampen og henvist til ordkirkegården?

Et spørgsmål om cyklus

Eva Selsing

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det er den tid på måneden igen. Samme ritual med nogenlunde samme interval, fremført af de samme stemmer: nogle mediejurister, der vånder sig over de stakkels frihedsrettigheders tilstand.

Anledningen er selvfølgelig indskrænkningen af de helliges helligheder, noget med overvågning og ekstremisme og blabla, og opråberne er såmænd også de sædvanlige. Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder, Jacob Mchangama fra »Tænketanken Rikke« og så en eller anden juraprofessor fra KU, som man bare ved ikke havde fået den titel, hvis ikke han var politisk på linje med de to foregående. Men det sjove er, at mindst to af disse tre har gjort det til en karriere enten at tale for meget mere indvandring, eller at udskamme indvandringskritikere for selv at opnå en lidt lækrere position, hvorfra de tilvandrendes rettigheder kan italesættes. Det er klart, at med denne flotte kamp for mere svært integrérbar indvandring, øges behovet for politikker, der er på kant med alverdens rettigheder. Man kan ikke få både frihed og islam, d’herrer legalisterne.