Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Gør som Odysseus. Stop ørene til med bivoks, når de Radikale synger om udenrigspolitik

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Radikale sirener

Peter Nedergaard

Radikale Morten Helveg Petersen og Morten Østergaard melder ud, at de kun kan støtte en regering, som vil fjerne de danske EU-forbehold om euroen, retspolitikken og forsvarssamarbejdet. Godt nok har danskerne sagt nej til at fjerne de to første forbehold, men det hindrer ikke de to i endnu et kamikazeangreb på dem.

Groft sagt er kritisk over for de Radikales kompas i udenrigspolitikken. Det er partiet, som pleasede det nationalsocialistiske Tyskland op til og under krigen, og hvis eneste bidrag til frihedskampen vist var doktor Hansen i Matador. Det er partiet, som oprindeligt var imod NATO. Det er partiet, som v/ Morten Helvegs far anbefalede et nej til EF-pakken i 1986, der var så altafgørende for hele det europæiske projekts fremtid. Derfor: Gør som Odysseus. Stop ørene til med bivoks, når de Radikale synger om udenrigspolitik.

Straf

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) arbejder ihærdigt på at slå tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V) imponerende samling af næser. Hendes ihærdige arbejde høster dog ingen ros fra oppositionen. Enhedslistens fiskeriordfører Søren Egge Rasmussen efterspørger flere sanktionsmuligheder for at kunne straffe potentielle næsesamlere. Man mangler yderligere straffemetoder som f.eks. en ti procents lønnedgang eller fratagelse af ministerbilen. Han støttes af kollegaen Roger Matthisen fra Alternativet, der er rystet over forløbet.

Groft sagt er selvfølgelig enig med kritikerne. Man burde i tilfælde af næsesamlere kunne sætte demokratiet ud af kraft, så det ikke kun var flertallet, der kan straffe en næsesamler. To partier burde, uanset størrelse, kunne straffe.

Pernille Skippers moster

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Politiken bringer et nyt koncept til journalistikken. Det kaldes familie-interview. Det går ud på, at når en person har sagt noget, så interviewer man familiemedlemmer for at »nuancere« billedet. Således bragte Politiken et langt interview med Rasmus Paludans bror, der bl.a. sagde: »Jeg mener ikke, at min bror er en idiot. Men de ting, han siger, er ofte idiotiske og racistiske - og der er en forskel." Det fremgår af artiklen, at Paludans bror selv er på venstrefløjen.

Mon avisen nu vil gå videre i den skelsættende nye journalist-genre og bringe interview med Pernille Skippers moster om, hvorfor Enhedslisten har det så svært med at tage afstand fra voldsregimer, når de er venstreorienterede? Så kan næste rystende interview være med onklen til Politikens chefredaktør, Christian Jensen, der vil tale om den gamle pagt, Politiken indgik med Muhammeds efterkommere og hvordan denne pagt stadig har indflydelse på avisens redaktionelle linje.