Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Frederiksbergs konservative er alt for skatteliderlige

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Skatteliderlighed

Peter Nedergaard

Det konservative Folkeparti er for lavere skat og især for lavere boligskatter. Det gælder i hvert fald sådan rent officielt og på centralt plan. Når vi nærmer os praksis på det kommunale niveau, får piben ofte en helt anden lyd. Tag nu eksempelvis Frederiksberg, der har været styret af de Konservative, så længe selv gamle folk på egnen kan huske tilbage.

Her finder man nogle af landets allerhøjeste boligskatter. Byrådet i kommunen har været yderst uvillig til selv små nedsættelser af grundskyldsprocenten, som kunne holde boligskattestigningerne blot nogenlunde i ave. Den konservative borgmester har også proklameret, at der ufortøvet kommer skattestigninger med regeringens udligningsreform. Selv den socialdemokratiske viceborgmester i kommunen har nu fået nok. Han mener sagtens, at man kan spare i kommunen, så skatten kan holdes i ro. Oh hvilke tider!

Britta the Moocher

Jarl Cordua

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

På springportalen Ridehesten.com kan man under »avl og sport« læse, at årets hoppeføl 2007 kom under hammeren og blev solgt for 175.000 kr. til en springrytterskes mor - en vis Britta Nielsen, Hvidovre. Det års dyreste springføl lød navnet Minnie the Moocher formentlig afledt af Cab Calloways verdenshit fra 1931.

I sangen drømmer nasseprinsessen Minnie om kongen af Sverige, der lader hende leve i luksus med et byhus i guld og stål, en diamantbil med platinhjul, væddeløbsheste, måltider med 12 retter og en million dollars i mønter.

Det klinger godt med tilværelsen for Minnies forhenværende ejer, den kreative kontorist i Socialstyrelsen og tidligere indehaver af Dronningens fortjenstmedalje i sølv, som forleden i Københavns byret blev idømt seks et halvt år fængsel for svindel for 113 millioner kr. Hele det skyldige beløb lader sig desværre ikke inddrive, men ifølge kurator Boris Frederiksen er der håb, da en af fru Nielsens heste venter føl. Groft sagt håber på vegne af statskassen.

SAS er ikke skandinavisk

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

SAS er kommet til at lave en videoreklame, som de har fortrudt. Den betjener sig af en velkendt afmytologiserende taktik, som folkemindeforskere har brugt længe: Hver jul siger de til danskerne: Adventskransen kom fra Tyskland, eller alt dansk kommer fra andre lande. SAS siger det samme. Tyrkere, persere, hollændere og tyskere er originale, men nordboerne efterligner de andre, sådan lidt som europæerne engang sagde om kinesere.

Det er fake news fra SAS’ side. Hvor fik tyrkerne det fra? Eller hollænderne? De fik det fra andre, som igen fik det fra andre. Konklusion: der er ingen, som er originale; vi efterligner alle en original, som ikke findes. For resten: Håndbold er dansk. Surströmming er svensk. Brun ost er norsk. Det kunne KLM lave en video om.