Nu skal SF så til at genopfinde sig selv. Frigjort fra de pragmatiske hensyn i SRSF-regeringen, som har ødelagt partiet, vil partiet i tiden op til næste valg være nødt til at samle sig om ideologisk rene budskaber. Man vil i partiet nu nyde den luksus at sige ligeud, hvad man mener. Men heller ikke dette er særligt let for SF, som vil være under hård konkurrence fra Enhedslisten. Mens SF-førerfigurer som Søvndal, Möger og Vilhelmsen har bidt i græsset eller er flygtet, er EL-figurer som Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Stine Brix vokset i format i den politiske TV-føljeton, netop ved at sige alt det, som de mere og mere forkrampede SF-figurer ikke kunne sige. Og ELs mesterstykke er, at man har formået både at tale ægte blodrødt og alligevel haft held til at undgå at vælte en regering, som gennemfører den ene reform efter den anden med blå blok. Hvis SF tror, at det er lettere at konkurrere med EL uden for regeringen, end det var at konkurrere med Thorning og Vestager inde i regeringen, så er de endnu værre amatører, end de allerede har vist sig at være.