Lektor Thomas Rømer på Aarhus Universitet har offentligt kritiseret en artikel, skrevet af tre kolleger. De er så nu gået til ledelsen med en klage over, at han udfører »akademisk mobning« og »uvederhæftige angreb og tilsvining«, og at det er umuligt at dæmme op for kritikken uden at blive hvirvlet ind i yderligere tilsvininger.

Klagerne afviser at kommentere sagen i medierne, fordi det med deres klage er blevet en personalesag på deres arbejdsplads. Sikke nogle tøsedrenge! De må værsgod møde frem i offentligheden og argumentere tilbage. Videnskab bygger jo på offentlig argumentation mellem frie forskere. Den, som har de bedste argumenter, vinder. Det er fejt at bede overordnede myndigheder tæske en kritisk kollega på plads. Og også dumt – medmindre man har indset, at ens argumenter er så svage, at man er nødt til at grovmobbe sin videnskabelige modstander til tavshed ved at true ham med at skulle pines i inkvisitionens, undskyld universitetsbureaukratiets torturkældre.