Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Folkeligt skal teatret nu være

Teatret lider af alvorlig publikumsmangel. Derfor har teatrene egne udgaver af folkekirkens spaghettigudstjenester. Nørrebro Teater har fået en ny chef, Mette Wolf, og hun vil gerne have flere kunder i butikken. Hun har visioner. Hun vil eksperimentere. Være samfundskritisk og politisk. Den slags har vi aldrig før hørt. Hun vil være folkelig, men der er dog dele af folket, der ikke skal komme. Det er damer over 50, samt dem der kan lide stegt flæsk og persillesovs. Der skal nemlig være middage med debatter, og vi ved godt, hvilke debatter det bliver, hvis der kommer folk, der kan lide stegt flæsk.

Nej, det skal være folkelighed i betydningen »uden en bestemt uddannelse« og »uden at man kommer fra et bestemt sted«. Gad vide, hvad det er for mennesker? Spændende bliver det, om hendes næste stykke, den kulturradikale museumsgenstand »Melodien der blev væk«, vil tiltrække de hummus-og-kebab-folkelige, eller om det bliver kvinder over 50.