Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Fogh, Pia, Trump

06DEBKLAUS-KJ-LLER--104338.jpg
Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

Dagbladet Politiken har de seneste dage i lange artikler portrætteret Donald Trump som en magtsyg, lunefuld, liderlig kapitalist. Bladet er tydeligvis lykkelig over igen at have en fæl skurk, de kan samle deres pæne, kultiverede læsere om at hade. Avisen og dens tegner, Roald Als, har været hårdt ramt af skurkeforsvindinger de senere år. Først forlod Fogh dansk politik, og det gjorde Als’ mesterlige tegning af ham som køllesvingende stenaldermand forældet. Så blev Pia Kjærsgaard en stueren formand for Folketinget, og det gjorde Als’ grove karikatur af hende som konen i muddergrøften ubrugelig. Men nu har bladet så fået Trump. Og mens Roald Als øver sig i at tegne ham som en skurk, der overgår Fogh og Pia, må læserne udfylde ventetiden med at læse lange tekster og glæde sig til den geniale karikatur, der skal gøre avisens internationale stof letfatteligt de næste mange år.