Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Flovheder

Claes Kastholm Hansen
Læs mere
Fold sammen

Danmark har ikke noget at være flov over, udtaler statsminister Helle Thorning-Schmidt fra topmødet i Bruxelles om situationen på Middelhavet. Som om det er en konkurrence om at tage sig bedst ud. Hun har naturligvis ret i, at Danmark ikke har noget at være flov over, men det har til gengæld hun og hendes europæiske kolleger, der holdt et minuts stilhed for de over 800 druknede. Magen til hykleri skal man lede længe efter. Problemerne har været kendt i årevis. Menneskesmuglerne har skovlet milliarder ind. Tusinder af flygtninge er druknet. Alligevel har man ikke foretaget sig noget, der løser problemerne. Hændervridende har man undskyldt sig med, at der er tale om meget komplicerede problemer, og med den ny ti-punkts plan har man kun garanti for ét: At der fortsat vil drukne flygtninge i Middelhavet. Vi skal være lykkelige for, at det ikke var politikere af det format, der skulle tage kampen op mod Hitler. Så havde de ikke foretaget sig andet end at holde en række topmøder, lave en række bureaukratiske ti-punkts planer og i øvrigt forsikret hinanden om, hvor komplicerede problemerne var.