Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Et nyt tabu

Engang var homoseksualitet et tabu. Sådan er det ikke længere. Noget andet er blevet tabu i dannede kredse. Dette tabu kredsede de forsigtigt om i Martin Krasniks usædvanligt venlige konversation med tre fra LGTB-fællesskabet. Emnet var Orlando-massakren. Bl.a. var formanden for Statens Kunstfonds legatudvalg for litteratur og medlem af Enhedslisten, forfatteren Tomas Lagermand Lundme, deltager. Han kunne aflire de sædvanlige tomme ord: mangfoldighed og dialog. Hvilket ord var det, som de ikke måtte nævne? Islam. Det lykkedes de fire at tale næsten 20 minutter uden at sige fyordet. Men så måtte Lundme også minde os om, at også kristne og jøder kan være onde. Det eneste interessante var de tres samtidsdiagnose: »Folk har det af helvedes til,« sagde forfatteren. De andre nikkede alvorligt. Det var meget bedre i gamle dage. For tyve år siden kunne bøsser gå med hinanden i hånden. Hvorfor mon? Den slags taler man ikke om i dannede kredse. Det har i al fald ikke noget at gøre med det der, som vi ikke nævner.