Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Et hus i splid

Edith Thingstrup. Fold sammen
Læs mere

Regeringen jubler over udsigten til en økonomisk vækst på 1,6 procent i 2015, efter flere år med total stagnation. Groft sagt jubler med. Lidt har også ret.

Det er imidlertid interessant at se, hvor forskelligt regeringens ministre fortolker den let øgede vækst.

»Reformerne virker,« udtaler den radikale økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard i en pressemeddelelse. Han lægger vægt på de strukturelle ændringer i dansk økonomi. Og det er jo ting som kortere dagpengeperiode, lavere skat m.m.

Men i samme pressemeddelelse har finansminister Bjarne Corydon en noget anden indfaldsvinkel:

»Når det er sagt, så er forår jo altid lunefuldt, og derfor understøtter vi fortsat økonomien med en lempelig finanspolitik,« fastslår finansministeren. Morten Østergaard leger »bad cop«, Bjarne Corydon leger »good cop«. Eller var det omvendt? I hvert fald står den ene for opstramningerne. Den anden står for lempelserne.

Det bliver rigtig spændende, når regeringen til sommer skal fremlægge et forslag til finanslov, der både vil blæse og have mel i munden. Et hus i splid med sig selv kan ikke bestå.