Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Er der da slet ingen ligestilling i Socialistisk Folkeparti?

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Ingen ligestilling i SF

Peter Nedergaard

I SFs folketingsgruppe er kun 21 procent mænd. Groft sagt undrer sig over denne mangel på ligestilling. Hvad er det for et glasloft, som mænd tilsyneladende møder i det parti, siden de ikke kan tage skridtet ind der, hvor magten er centreret? Er der tale om diskrimination? Eller er det mest usynlige strukturelle barrierer? Hvorfor tager man ikke kønsdimensionen mere seriøst i partiet?

Vi synes, at det kalder på et ph.d.-projekt, som også skal udmunde i konkrete policy-anbefalinger om, hvordan Socialistisk Folkeparti skal arbejde mere seriøst med at sikre ligestillingen mellem mænd og kvinder.

Tid til ferie fra Twitter

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Pia Kjærsgaard er muligvis færdig som Folketingets formand, men så er der heldigvis karrieren som Dansk Folkeparti’s twitter-ordfører at forvalte. For sommerens nyhedsstrøm byder på historier om onde indvandrere der kaster med genstande efter søde nyudsprungne danske studiner. Her fungerer eks-formandens twitter som en form for ekspeditionskontor for negative historier. Alt bliver retweetet. Senest også en tre år gammel artikel.

Det er blevet bemærket af de Radikales Morten Østergaard, der er den eneste i kongeriget som læser lige så mange artikler om indvandrere som Pia Kjærsgaard. Han påtaler Kjærsgaards brug af gamle artikler og opfordrer hende til at gå på ferie - hvorefter han linker til en aktuel artikel om flaskekast mod studentervogne. Groft Sagt bifalder opfordringen til at gå på ferie. Vi synes, at Morten Østergaard skulle følge den selv.

Det er rystende

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Anti-Trump kanalens, TV2 News’ kritiske journalister rystede på deres kritisk-journalistiske hoveder, da de kunne vise billeder, hvor præsident Donald Trump, som den første amerikanske præsident nogensinde, trådte over grænsen til Nordkorea, hvor han hilste på Nordkoreas leder, formanden for Socialdemokratiet, Kim Jong-un. Og de hoppede i sæderne, da Trump sagde, at han godt kunne lide Kim.

For nu at gøre det hele til grin indkaldte de kritiske journalister en kritisk journalist fra Politiken, Flemming Ytzen. Han er Korea-ekspert og taler koreansk, går vi ud fra, ellers kan han vel ikke være Korea-ekspert? Og han fandt, at det var rystende, hvad Trump gjorde. Man bør følge reglerne, og gøre som man plejer.

Hvad vil ikke diplomatiet gøre, spurgte eksperten, mens han rystede på hovedet, fordi han var rystet over at opleve en historisk begivenhed. Og så rystede de alle på hovederne. Det samme gjorde seerne, men af andre grunde. De er nemlig mediekritiske.