Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Enkeltsager

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) mener i et læserbrev i Berlingske, at avisen i en leder (19.1) om det ulige forhold mellem borgerne og den enevældige stat i staten ved navn Skat er urimelig i sin kritik af institutionen. Lederen hæfter sig ved nogle enkeltsager og mangler nuancer. Hvor har han ret. Problemet er blot, at der er så mange enkelttilfælde, at de tegner et billede af en organisation fuld af magtbrynde, en organisation, der laver fejl på fejl, ikke viger tilbage for at bruge mafialignende metoder og ikke kender til nuancer, når det gælder om at udnytte sin privilegerede retsstilling over for den enkelte magtesløse borger. Men hvis Engelbrecht virkelig mener, at rækken af skandaløse enkelttilfælde ikke tegner et rimeligt billede af Skat, må den naturlige konsekvens være, at han også slapper af over for sort arbejde. Ganske vist er det omkring 50 mia. kr., der på den måde unddrager sig beskatning. Men der er jo ikke tale om andet end en lang række enkeltsager.