Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

En fri ånd

Claes Kastholm Hansen
Læs mere
Fold sammen

I Berlingskes ”Perspektiv”, fredag, konstaterer Asger Aamund, at EU har vist sin totale afmagt i den accelererende migrantkatastrofe og fremhæver de østeuropæiske lande for deres valg af ”den japanske model”, dvs. minimering af indvandrere med islamisk baggrund. Aamund nævner videre, at ”den ungarske regeringschef Viktor Orban henviser til det osmanniske åg, der gennem århundreder har tyranniseret Sydøsteuropa”. Det skærer Groft sagt i hjertet, at Aamund omtaler Viktor Orban ganske neutralt i stedet for at tilføje de prædikater, det sig hør og bør i Danmark, hvis man vil holde den gode tone. Det vil sige, at man ikke bare skal skrive ”den ungarske regeringschef Viktor Orban”, men – som i Berlingskes reportager – ”den kontroversielle ungarske regeringschef Viktor Orban”, eller som i Politiken – både på lederplan, i debat og reportage – aldrig omtale Orban uden at tilkendegive sin afsky. Asger Aamund er en pryd for dansk erhvervsliv. Med stor begavelse og elegance demonstrerer han, at ikke alle erhvervsledere er krummet sammen om deres egne interesser som Kim Nøhr Skibsted fra Grundfos. Men når han også bryder med den politiske korrekthed i tilfældet Viktor Orban og helt relevant beskriver hans solidt historisk begrundede motivering for den forbilledlige ungarske indvandrerpolitik uden at lægge pynt på i form af en række skældsord, må man virkelig spørge, om der slet ikke er nogen grænser for, hvad den frie tanke kan føre til?