Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Du, Margrethe

Det er ikke altid nemt at vide, hvordan man skal tiltale kongelige personer. Eller for den sags skyld os andre. Det lidt pudsige uformelle du har fortrængt De, men stadig har vi da den neutrale og elegante tredje person. Dronningen tiltales derfor korrekt, hverken med du eller De, men som Deres Majestæt. Det er selvfølgelig ikke nemt for en journalist at vide, som er på fornavn med landets ledende politikere. De kunne måske hjælpe lidt på formløsheden ved ligesom Dronningen at sige fra, når dutteriet bliver for påtrængende. Der er faktisk regler for takt og tone i Folketinget, som slet ikke ville være så dårlige som guideline i daglig omgang også uden for Christiansborg. Det lyder ligesom af lidt mere med »statsministeren« eller »fru Helle Thorning-Schmidt« end bare Helle, ligesom man måske også bedre kunne forlige sig med en partikasses refundering af partilederens udgifter, hvis han tiltaltes som sådan og ikke som Lille-Lars.