Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

DSB igen

04DEBGro-Ditlev-Tamm-122532.jpg
Ditlev Tamm
Læs mere
Fold sammen

Engang var forholdene omkring DSB et yndlingsemne for Groft sagt. En elendigt ledet organisation, hvor millioner er postet i uduelige direktører og milliarder i ubrugelige tog, en organisation, der engang var flagskib, som nu ingen tager alvorligt. End ikke personalet.

Da Deres Groft sagt forleden var ved at forlade DSB-toget i lufthavnen, spurgte en venlig svensktalende passager, der steg ud samtidig, en sjusket påklædt dame med uredt hår, som viste sig at være dansk konduktør, hvordan man mon kom videre til Sverige, og hvor lang tid, det tog. Det ubehøvlede svar var: »Det aner jeg ikke, har ikke prøvet,« sagt i et bebrejdende tonefald rettet mod den, der kunne formaste sig til at tro, at man kunne forvente, at en konduktør på DSB skulle vide noget som helst om, hvordan man som passagerer kom videre efter den udsmidningslignende udstigning.

En høflig påpegning af, at den pågældende var ansat i en stilling, hvor i hvert fald naive udlændinge forventede viden om den slags, resulterede i svaret: »Det skulle jeg ikke blande mig i,« og understregede dermed den undergangsatmosfære, der præger DSB. Egentlig gider man slet ikke transportere kunderne, og slet ikke til tiden, men når man nu skal, så kan man da i hvert fald ansætte udueligt personale.

Deres Groft sagt tilråder et personaletjek, inden toget kører videre.