Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

DR er bare sjovere

Klaus Kjøller
Læs mere
Fold sammen

DR anklages for lukkethed og arrogance. Kritikken bygger på håndteringen af tre sager: Melodi Grand Prix, studievært Adam Holms religionskritiske kronik i Politiken og nedlæggelsen af UnderholdningsOrkestret. Kritikerne mener, at DRs tonedøve håndtering af disse sager skyldes, at DR er blevet djøfiseret. Oh, gid det var så enkelt, at man bare kunne løse DRs problemer ved at indsætte humanister i ledelsen! Men den går ikke. For DR tiltrækker djøf’ere som en mødding tiltrækker fluer. Det skyldes, at DR er enhver djøf’ers drøm om en organisation. DR er organisationernes svar på en kamæleon. Det ene øjeblik optræder DR som en statslig styrelse godt polstret med skattepenge, det næste øjeblik optræder DR som en privat virksomhed, der hugger markedsandele fra rigtige private virksomheder. Dette skift mellem identiteter, som burde udelukke hinanden, tiltrækker alle eventyrlystne, ambitiøse administratorer. Solidt støttet af tvangsudskrevne midler kan man som private entreprenører more sig med at opbygge et imperium omkring sig. Sjovere bliver djøf-arbejde ikke.