Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Dobbelttale hele vejen

Edith Thingstrup. Fold sammen
Læs mere

Mads Brügger, programchef på Radio24syv, er ifølge Berlingske holdt op med at være et pænt menneske. »Pludselig er man på det forkerte hold, fordi man forsvarer ytringsfriheden,« siger Brügger, som bl.a. har lavet den satiriske dokumentar »Det røde kapel« om forholdene i Nordkorea. Brügger er bl.a. vred over, at foreningen Dansk PEN ikke klart forsvarer ytringsfriheden, og at foreningen har ekskluderet forfatteren Birgithe Kosovic. »Dem, der førte kniven, var Politiken-folk som Anders Jerichow og Bjørn Bredahl. De holdt skåltaler om PENs aktiviteter i udlandet, men kun sporadisk, til allersidst, nævnte de Dan Park og terroren mod Krudttønden,« forklarer Brügger. »Det var dobbelttale hele vejen igennem. På den ene side tog man pænt afstand fra fængslingen af Dan Park, men samtidig tog man afstand fra Park som kunstner. Og til sidst smed man Birgithe Kosovic ud. Det var en tragisk komedie.«

Brügger lader sin galde gå ud over Politiken-segmentet. »Jeg må indrømme, at chefredaktør Bo Lidegaards manglende vilje til at erkende, at ytringsfriheden er presset er chokerende. Men hans avis har jo også indgået en pagt med Muhammeds efterkommere, så man kan dårligt forvente sig andet.« En pagt? Det lyder næsten som en pagt med djævelen. I stedet for at hidse sig sådan op burde Brügger have iført sig sin gamle hat som dokumentarist under cover. Han burde have infiltreret miljøet omkring Politiken og udstillet det, akkurat som han udstillede de nordkoreanske kommunister. Politiken holder ganske vist ikke lige så flotte parader som nordkoreanerne. Men deres vrøvl er mindst lige så velkoreograferet.