Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

DFs vingeskudte næstformand risikerer at blive til grin

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Vingeskudt DF-næstformand

Jarl Cordua

Engang lettede ingen fugl i Dansk Folkeparti uden, at Kristian Thulesen Dahl havde givet starttilladelse. Måske er de tider forbi.

Den hårdt prøvede DF-lokalforening i København, der må kæmpe med at forsvare partiformandens konsekvente udflytnings- og udplyndringspolitik af hovedstadsområdet, har også måttet sluge meget skuffende valg de seneste år. Måske derfor er partiets organisatoriske næstformand siden 2004, tidligere kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, som i årevis har været partiets frontfigur i hovedstaden, nu blevet afsat som partiets lokale gruppeformand og vraget som spidskandidat.

Groft sagt noterer sig det meget bemærkelsesværdige, at partiets formelle nr. 2 med fast plads på partikontoret på Christiansborg nu ikke engang er værdig til at lede DFs tremandsgruppe på rådhuset.

Det er næppe næstformand Ebbesen, som DF-toppen fremover sender i byen for at sætte oprørske DFere på plads. For så ender de da med at blive til grin.

Uhildet ekspertise

Eva Selsing

Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Her i avisen kunne man forleden læse et interview med en selvvalgt solomor. Hun havde prøvet at finde en mand at få børn med, men uden held. En ekspert, professor i Folkesundhed Lone Schmidt, bekræfter solomoderens oplevelse: det er mændene, den er gal med. Noget af en generalisering, men det må man godt, når det bare er danske mænd.

Heldigvis kan ekspert-Lone berette, at der er lavet »undersøgelser«, der viser, at børn af solomødre har det lige så godt som andre børn. Hvilket lyder skønt, men Lone må have glemt den temmeligt anselige mængde videnskabelig litteratur, der slår fast, at faderløshed er en stor forudsiger af en række sociokulturelle og psykologiske dårligdomme, såsom risici for at ende i kriminalitet, stofmisbrug og pådrage sig psykiske lidelser.

Ja, for ikke at tale om den store SFI-undersøgelse fra 2010, der utvetydigt viste, at børn har det bedst i kernefamilien. Men det kræver måske, at man tager sine ideologiske briller af for at se den slags.