Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Det handler om Cekic

Claes Kastholm Hansen
Læs mere
Fold sammen

Under mottoet »Det handler om mennesker« har de Radikale indledt valgkampen med en serie helsidesannoncer, der viser en yngre mand, som siger et eller andet, f.eks.: »Mit ønske. Vis respekt. Uanset om du spiser gris eller ej«.

Folk, der ser annoncen, vil naturligt spørge sig selv, hvem den pæne yngre mand mon er, og hvad han egentlig mener. Skal man vise respekt for ham? Eller for alle mennesker. Eller skal respekten særlig gælde grise, uanset om man selv spiser dem.

Ligesom det radikale parti selv gør, indbyder annoncerne i deres gådefuldhed til mange tolkninger om, hvad meningen er med dem.

Men SFs ligestillingsordfører, den kendte journalistforfølger Özlem Cekic, meddeler opbragt offentligheden, at den radikale annonce »sender et signal om ’os og dem’«. Hvem er os? Og hvem er dem? Grisespiserne og grisene?

SF-Cekic er kendt for to ting: Dels forsømmer hun aldrig en lejlighed til at gøre sit parti til grin, dels forsømmer hun aldrig en chance for at løbe en journalist op og betro vedkommende, hvad hun nu er indigneret over.