Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Det er noget nemmere at kritisere regeringens selvros, når man selv er i opposition, Magnus Heunicke

Cordua
Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

En omvendt synder

Jarl Cordua

Venstre-regeringen søsatte i sin tid hjemmesiden - Regeringen.dk – der orienterer interesserede borgere om den til enhver tid siddende regerings aktuelle initiativer.

Imidlertid var den daværende oppositionspolitiker Magnus Heunicke (S) tilbage i 2016 ikke just begejstret for denne »reklame- og propagandaside«, fyldt med »selvros« og som var »et glansbillede af regeringens politik« uden forstyrrende kritiske spørgsmål. I det hele taget var initiativet »komplet latterligt«, hvorfor skatteborgernes penge naturligvis kunne bruges bedre.

Det kunne der nok være noget om. Imidlertid er magten som bekendt skiftet, og nu er det så nuværende sundheds- og ældreminister Heunicke, der kan poste propagandafilm på den skatteborgerbetalte hjemmeside. Naturligvis uden kritiske spørgsmål.

Den nyomvendte synder og minister siger til Ekstra Bladet, at han »lægger sig fladt ned«, og forklarer, at han i sin tid nok var »lige lovligt grebet af rollen som kritisk oppositionspolitiker«.

Smil aldrig til bødler

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

En modig medarbejder på Institut for Menneskerettigheder er blevet fyret, fordi han smilede til en syrisk repræsentant ved en konference om tortur.

Medarbejderen er Hanna Ziadeh og han har modigt i 12 år som medarbejder ved Instituttet talt om menneskerettigheder i Mellemøsten. Men smilet var for meget og der kom klager til Institutet fra mellemøstlige bøddel-regimer, hvorefter Instituttet fyrede Hanna Ziadeh. Instituttets leder Jonas Christoffersen forklarede i medierne, at Instituttet ikke er en NGO-organisation, men en statslig organisation, der samarbejder med regeringer.

Jo, det vidste vi godt, for Instituttet samarbejdede tæt med det kinesiske regime om retsformer, mens de kinesiske retsforhold blev stadigt forværret og Centret holdt sin kæft.

Instituttets passive forhold over for de reelle brutale forhold i verden og dets fyring af Hanna Zidadeh har vakt berettiget forargelse blandt politikere.

Hvad skal vi, spørger man, med et Institut for Menneskerettigheder, der ikke tør påtale brud på samme rettigheder, når det drejer sig om despotier, men tværtimod fyrer en medarbejder, der tør?