Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Der sidder åbenbart nogen derude, som er bange for at blive snydt i den store offer-tombola

Niels
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Je suis grisefarvet

Niels Jespersen

Der sidder åbenbart nogen derude, som er bange for at blive snydt i den store offer-tombola. Det er nemlig ikke længere blot sure studiner og mopsede venstrefløjsaktivister, som trækker krænkelses-kortet. En Benny Sørensen er blevet så rød i hovedet over, at DRs Christine Cordsen er kommet til at kalde os gammeldanskere for »grisefarvede«, at han har politianmeldt hende for racisme.

Groft Sagt har sådan set intet imod at dele hudfarve med dette prægtige dyr. Til gengæld er vi trætte af jammerlapper. Og DR. Kan de ikke holde kæft og lave noget ordentlig TV i stedet?

Dumme, gamle bibel

Eva Selsing

Eva Agnete Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

En sognepræst beklager sig i Kristeligt Dagblad over at dåbsritualet er »uforståeligt« og bør ændres, så det passer bedre til i dag. Selvfølgelig. Det er også herregammelt, fra 1912, og det er en selvstændig grund til at erstatte det med noget nyt og fikst.

Ja, man kunne sågar pege på, at det substantielle indhold i dåben er endnu-endnu mere uddateret, eftersom det baserer sig på tekster, der er at finde i Bibelen, som unægtelig er en aldrende sag. Skal den stakkels sognepræst virkelig stå med sådan noget gammelt noget, når de små skal døbes? Kan man overhovedet fange unge, urbane forældres opmærksomhed med den slags? Nej, det så sandelig man ikke kan.

Nogen bør sætte sig ned og ændre det hele. Tekster, ritualer, salmer og hvad har vi. Så kan man også få indlemmet noget af vor tids storhed, såsom ligestilling, CSR, angst for vejret og fiktive fødevareallergier, i det religiøses sfære, hvor de rettelig hører til. Det kan kun blive bedre.

Det forklarlige uforklarlige

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Innovationsminister Sophie Løhde (V) er oprørt over, at ansatte i det offentlige tilsyneladende har et højere sygefravær end privatansatte. »Det er uforklarligt,« siger hun. Er det nu det?

For det første er der flere kvinder i det offentlige, og de tager oftere barnets første sygedag.

For det andet er folk, der arbejder med mennesker, oftere syge på grund af smittefare. Alt det ville Løhde også have vidst, hvis hun havde haft en solid erhvervserfaring, før hun blev minister.

At hun blev gjort til minister uden en sådan, finder Groft sagt til gengæld uforklarligt.