Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Den smukke cyklus, som ingen forældre kan bryde

Selsing
Eva Selsing. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Gamerstol og chips

Eva Selsing

Danske børn har mistet læseglæden. De vil hellere kigge på deres skærme, hvilket jo er trist, set fra et dannelsesperspektiv. Der er dog ét lyspunkt, og det er, at det under ingen omstændigheder er forældrenes skyld og ansvar.

Lige netop de mennesker, der har skabt og skal opdrage de små, er fritaget for enhver forventning om at skabe og holde fast i læseglæden. Hvorfor? Jo, fordi de andre børn også gør det. Og så på grund af det, der hedder »udviklingen«. Følg nu med.

Og så er det fakkertalt også meget socialt udviklende at sidde i en gamerstol og leve af chips og »løse opgaver« sammen med de andre børn i dårlig kondition, som også sidder i gamerstole og spiser chips. De lærer en masse om, ja, at sidde i en gamerstol og spise chips og være hittepåsomme i en computerverden opfundet af en voksen person, der selv sidder i en gamerstol og spiser chips.

Det er en smuk cyklus, og der er intet, vi som forældre selv kan gøre for at bryde den.

Masseeksperimentet

Hans Hauge

Hans Hauge. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Teologen K.E. Løgstrup kritiserede i sin tid venstrefløjen for at »hverve børnesoldater til klassekampen« og dermed tage livsmodet fra dem. Det var dengang, klassekampen i Danmark udkæmpedes mellem venstre- og højrefløjen.

Kan De huske »indoktrineringsdebatten« i folkeskolen? Nu gentager historien sig. I dag hverves skolebørn til soldater i klimakampen. I dag er det ikke kapitalismen, de skal bekæmpe, men plastik. Ligesom Mao sendte børnene ud i markerne, sender Masseeksperimentet børnene ud i naturen – naturen er nemlig »derude« – og derude skal de samle plastikposer, fordi biologiundervisningen skal være »virkelighedsnær«.

Men er det ikke en god kamp? Jo, ganske som klassekampen var en god kamp. Klimakamp og klassekamp skal gøre verden bedre. At børnene mister livsmodet, det er omkostningen.

En ommer, Morten

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Den seneste uge har en række borgerlige politikere krævet at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) tager affære i sagen om 3Fernes tvivlsomme rekrutteringsmetoder i Københavns Lufthavn. Flere kræver, som Venstres Morten Dahlin, at ministeren sender Arbejdstilsynet efter fagforeningen.

Groft Sagt er ikke helt sikker på, at den unge Venstre-mand har tænkt forslaget helt igennem. Skal ministeren kunne dirigere myndighederne efter organisationer, der på den ene eller anden måde har vakt politikernes mishag? Det virker som en plan, der kan give bagslag i en situation med massivt rødt flertal.

For hvad gør Dahlin den dag, en rød beskæftigelsesminister sender Arbejdstilsynet på ugentlige uanmeldte besøg i Venstres landsorganisation? Eller når skatteministeren dikterer, hvilke personers selvangivelse, som udtages til kontrol? Det er en ommer, Morten.