Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Demokraten Carsten Jensen

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

I et mikrofonholderinterview med forfatteren Carsten Jensen i Nordjyske Stiftstidende fremmaner han et billede af, at den danske krigsindsats i Afghanistan slet ikke diskuteres i offentligheden – skønt den er blevet diskuteret på linje med andre vigtige sager, og der er udkommet mindst fem bøger om emnet. Den ellers glædesløse forfatter virker glad for, at andre forfattere ikke har givet deres besyv med. De fleste danske forfattere er nemlig utroligt uvidende om den verden, de lever i:

»Så uvidende, at jeg nærmest synes, at det er en lettelse, når de ikke blander sig i debatten, for så slipper man for at lytte til en række dybtfølte dumheder.«

At Afghanistan ikke diskuteres i offentligheden, er et demokratisk problem, erklærer Jensen ansvarsbevidst. Men nu løser han selv det. Han udgiver en bog om emnet. Den hedder »Den første sten«, oplyser han beredvilligt og understreger, at den udkommer 5. november. Hvor er det godt, vi har Jensen. Hvem skulle ellers gøre reklame for ham?