Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

De rige Brexiteers forlader den synkende skude, de selv har stødt på isbjerget

Foto: Claus Bigum

Den synkende skude

Lars Møller

Realiteterne tårner sig op forud for Brexit. De, der fik briterne til at stemme for et Brexit, er nu ved at forlade den stolte ø. De arbejdede hårdt for den rigtige beslutning og forudså, at Storbritannien igen ville vinde fordums storhed tilbage, når de forlod EUs massive bureaukrati, der dog er mindre end Københavns Kommunes.

Den seneste og rigeste, Sir Jim Ratcliffe, er nu på vej til skattely i Monaco, hvilket vil koste briterne 34 mia. kr. i tabt skat. Han følger efter James Dyson, John Cleese og Jacob Rees-Mogg, der drager ud i verden eller til EU.

Groft sagt sammenligner dem ikke med de firbenede gnavere med lange haler, der også plejer at forlade den synkende skude, fordi man husker det gamle råb ved skibsforlis: Red kvinder og børn, jeg redder mig selv.

De usynlige bander

Niels Jespersen

Niels Jespersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bigum.

Der har været fire skyderier alene i januar, bla. i Vollsmose, men ifølge Fyns Politi er der ikke tale om bandekrig, men om »to grupperinger af personer, som har en konflikt, og hvoraf mange har tilknytning til det kriminelle miljø«. Politiet »kan have en formodning om, at deres uoverensstemmelser kan dreje sig om narkomarkedet. Men det kan også være personrelateret på den måde, at hvis den ene gruppering fornærmer den anden, er der et payback-mønster«.

Det er vist det, vi andre kalder bander. Groft Sagt konstaterer, at det ikke længere blot er på humaniora og statskundskab, at man kan trylle problemerne væk ved at kalde dem noget andet. Nu har den franske syge, diskursanalysen, også ramt politietaten. Problemet er, at simple sjæle ikke kan gennemskue den slags ord-akrobatik. F.eks. mener justitsminister Søren Pape nu heller ikke, at der er nogen bandekonflikt i Danmark.

Kan man håbe på et dementi?

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bigum.

En skrækhistorie bredte sig med lynets hast i amerikanske medier. En populær sort og homoseksuel skuespiller ved navn Jussie Smollett, der er stjerne i en TV-serie ved navn Empire, fortalte, at han var blevet overfaldet af to mænd i Chicago, der havde bunder et reb om hans hals, hældt et blegemiddel i hans ansigt og råbt »Du er i MAGA-land« - altså med en reference til Trumps valgslogan »Make USA Great Again«.

I amerikanske medier blev det slået stort op, at Trumps tilhængere overfaldt uskyldige sorte, homoseksuelle folk. Forargelsen bredte sig hurtigt til Danmark, og Politiken skrev på sin netavis: »Sort homoseksuel skuespiller fik blegecreme i ansigtet og løkke om halsen
af Trump-tilhængere.«

Nu viser det sig, at Jussie Smollett opdigtede overfaldet og at de to overfaldsmænd var hans bekendte fra Nigeria. Denne sag med fake news er blot én af mange avishistorier om Trump og
hans vælgere. De blomstrer op og må så dementeres. Mærkeligt nok havde medierne aldrig den slags historier om Obama, men ham og hans hustru elskede de jo.