Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

David i Kæret

Claes Kastholm Hansen
Læs mere
Fold sammen

I sine bestræbelser på at skabe sig en ny karriere som halal-hippie hævder kommentatoren David Trads i Jyllands-Posten, at de, der siger, at kun muslimer selv kan reformere islam, er med til at radikalisere unge muslimer. Hvordan dog det? Jo, forklarer vismanden Trads, for det er et ekskluderende synspunkt. Det siger nemlig, at vi slet ikke har noget ansvar, »for de der muslimer er slet ikke en del af os«. Ræsonnementet er rørende. Det viser, hvad en hjemmefødning kan få ud af den store diskussion i den oplyste del af den islamiske verden om nødvendigheden af, at islam oplever en oplysningstid, som den vestlige, kristne kultur gjorde i 1700-tallet, ja, helt tilbage i renæssancen. Men det har jo altid været karakteristisk for almuen samt Per Degn, at de store vanskeligt tilgængelige temaer oversættes til noget forståeligt lokalt. Det er efterhånden længe siden, at Anne i Kæret opgav ånden. Så meget desto større grund er der til at hilse David i Kæret velkommen.