Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Dansk forsvenskning

Klaus Kjøller Fold sammen
Læs mere

Flere medier oplyser, at en gruppe forældre i en række daginstitutioner i København kræver, at der ikke bliver ansat mandlige pædagoger i institutioner. Historien er så langt ude, at den umiddelbart kun giver mening, hvis kravene kommer fra forældre af »anden etnisk herkomst«. Men hverken tv2.dk, eb.dk (Ekstra Bladet) eller Jyllands-Posten antyder i deres versioner af historien, at dette er tilfældet. Når disse normalt ret eksplicitte medier ikke giver denne yderst relevante oplysning, så må det betyde, at der faktisk er tale om kernedanske forældre til Ida og Erik, som sensationelt har forladt tanken om ligestilling mellem kønnene. Men hvorfor er der ingen af medierne, der interviewer disse kernedanske forældre, så vi kunne høre deres argumenter? Desværre er det eneste svar, at det er, fordi der ikke findes så vanvittige, etnisk danske forældre. Så den egentlige sensation i historien er, at danske medier nu optræder lige så politisk korrekt, som svenske har gjort i mange år.