Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Byen skal grimificeres

24DEBEva-Agnete-Selsing-140.jpg
Eva Agnete Selsing
Læs mere
Fold sammen

Skønheds- og historie-dementorerne er atter i gang i København. Nu er det Palads, den smukke bygning fra 1917, der skal jævnes med jorden. Nordisk Film, der ejer huset, finder det ikke fremtidssikret i biograf-øjemed, og Københavns Kommune er lækkersulten efter et projekt, der samler hele området omkring Vesterport i én stor smat af bolig, kultur, graffiti, transport, lommetyve og det løse henne fra moderniteten. Deriblandt fire tårne i 100 meters højde. Utvivlsomt i noget beton, stål og en masse glas. Rumvæsenflader til fremmedgjorte mennesker. Hvis vi er heldige, kan vi få Bjarke Ingels til at designe projektet (hvorved vi antagelig får Nordens største sanselegeplads). Uanset hvad kommer det til at ligne noget fra en fremtidsfilm, så de progressive kommunalpolitikere virkelig føler, at deres noble citronmånegerning strækker sig ud i evigheden. Sådan må det gå. Palads er opført efter nybarok forskrift og minder os om skønhed og opbyggelighed i et ellers grimt område. Dét kan vi ikke have.