Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Barnemad og børnemænd

I et interview i Politiken beretter en forsker, at madlavningsdillen er en måde for mænd at revitalisere deres maskulinitet på. Forskeren, der hedder Jonathan, siger:

»Der er stor forskel på en Jamie Oliver, en Gordon Ramsay, en Claus Meyer og brødrene Price. De giver os deres individuelle bud på, hvordan madlavning kan bruges til at lege med og forhandle maskulinitet.«

Ja tak. Jamie Oliver repræsenterer den læspende, skateboardende, hættetrøjebeklædte maskulinitet – det, der tidligere var kendt som »barnagtighed«. Gordon Ramsay giver os en maskulinitet, der er lig med råberi og bandeord. Claus Meyers maskulinitet handler vist om at blive erotisk opstemt af (nyt nordisk) gran. Og så noget med at ansætte folk med voldsdomme i sine restauranter. Og endelig brødrene Price, der radikaliserer Jamie Olivers bud: De to brødre, der ligner store, bløde babyer, giver os nyskabelsen »maskulinfantilitet«. Så er der frit valg på alle hylder, de damer – kønskampen er vist afblæst.