Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Baglæns fremad

Klaus Kjøller
Læs mere
Fold sammen

Selvfølgelig er det uværdigt, at Danmark først må konkurrere med Sverige og andre lande om at gøre sig uattraktivt for migranter. Og derefter – hvis migranter stadig myldrer til – må beordre private trafikselskaber til at forhindre, at migranter uden billedlegitimation kan sætte deres fod i landet for at bede om asyl. Det eneste værdige ville være, at Danmark fra starten var ærlig og sagde ligeud, hvor mange migranter vi vil tage imod. Dvs. hvor mange vi kan integrere vellykket i vores land, så vi undgår parallelsamfund og ikke ødelægger vores velfærd. Men den uværdige fremgangsmåde er desværre nødvendig, fordi politik ikke udføres rationelt og fremadrettet, men altid udføres på basis af vælgernes følelser, som kun kan piskes op af voldsomme billeder og historier om, hvor galt det allerede er gået, fordi politikerne intet effektivt har gjort. Politikere er således ramt af en hård skæbne. De er dømt til altid at forsøge at indhente deres egne forsømmelser. Især svenske politikere.