Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Alternativ forargelse

Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, hævdede forleden i programmet Debatten, at Danmark tager imod færre asylansøgere end gennemsnittet blandt EU-landene. Men faktisk forholder det sig lige omvendt, afslører DR-programmet Detektor.

»Når man er i Debatten, går det jo nogle gange lidt hurtigt, og jeg får simpelthen sagt noget forkert,« indrømmer Nordqvist. Men skaden er sket. Løgnen er for længst fløjet fra reden. Og Detektor kommer for sent.

Alternativet stiger i de seneste meningsmålinger i kraft af de moderne humanisters forargelse over Lars Løkkes og ikke mindst Mette Frederiksens ondskab. For moderne humanister drives af følelser, ikke fakta. Og deres religiøse hovedbeklædning er hverken kalot eller tørklæde. Det er sølvpapirhatte.

Synd, at kun nogle få hardcore-tilhængere af deres religiøse bevægelse, Alternativet, bærer den til daglig.

/Edith Thingstrup