Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Alle partier kræver Corydon tilbage som finansminister under fælles slogan: »Ingen pardon – Corydon!«

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Ingen pardon!

Peter Nedergaard

Regeringens præstationer består bl.a. i muligheden for at køre med elektriske løbehjul på cykelstier, en smykkelov, som næsten ikke anvendes, og verdens dyreste ophold for afviste kriminelle asylsøgere på Lindholm. Tilgangen til arbejdsmarkedet (i økonomjargongen: arbejdsudbuddet) og den økonomiske vækst står derimod i stampe. Noget må gøres.

Groft sagt hører på vandrørene, at et initiativ består i, at Bjarne Corydon skal tilbage som finansminister uanset, om regeringen bliver rød eller blå efter valget. I så fald kan vi vente en ny omgang økonomisk gunstige topskattelettelser og mindre skat til virksomhederne. Der skulle sågar være anmeldt en demonstration under sloganet »Ingen pardon – Corydon!« Det sidste er dog ikke bekræftet.

Urimelige sanktioner

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

EU har indført sanktioner mod Rusland på grund af angreb med kemiske våben i Syrien og England. Især beskyldningerne om at russerne skulle være indblandet i angrebet mod en tidligere russisk spion og hans datter i Salisbury er ifølge den russiske talsmand dybt uretfærdige. Der findes nemlig mange billeder af russiske statsborgere i England, og de kan ikke tjene som bevis for russisk indblanding. Ifølge russerne findes der ikke andre beviser.

Groft sagt er enig med russerne. Den nervegas, der blev anvendt, er godt nok hemmelig og kompleks og findes kun i Rusland, men hvem siger, at den ikke nemt kunne være blevet fremstillet af en eller flere ukendte personer i et almindeligt britisk køkken? Sanktionerne er helt klart urimelige.

Den grønne klovns eneste ven

Niels Jespersen

Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Religionssociolog Brian Arly Jacobsen er kommet den grønne klovn med nazi-tourettes, Uffe Elbæk (ALT), til undsætning. Den gode lektor Jacobsen ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier kan nemlig afsløre, at det tyske nazistpartis program taler om racer og folk, og det er der godt nok ikke nogen danske partier, der gør, men det kunne de måske gøre, og det var der, det hele startede.

Der står så også i nazi-programmet, at industrien skal nationaliseres og virksomhedernes overskud uddeles. Groft Sagt er spændt på, hvornår Uffe Elbæk og Brian Arly Jacobsen går i kødet på Enhedslisten, for de kan da ikke sidde overhørig, at venstrefløjen vil videreføre nazisternes program.