Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Afdrifts-bedrift

Claes Kastholm Hansen Fold sammen
Læs mere

Aarhus Universitets nye rektor, Brian Bech Nielsen, slider i det for at genskabe det mishandlede lærdomstempel som en institution, hvori der forskes og undervises på videnskabeligt niveau. Noget af en jætteopgave efter den tidligere ledelses managementagtige hærværk. Det var jo her, man fyrede en professor, der højlydt undrede sig over, at man kunne studere musikvidenskab uden at kunne læse noder. Som et led i genopretningen vil rektor Bech Nielsen øge den tid, de studerende kan bruge på at skrive speciale, til et år. Specialet er blevet reduceret til en lidt længere afløsningsopgave. Men, som Bech Nielsen skriver i Politiken, er det i specialet, de studerende skal tilegne sig forskningens principper og metoder og vise, at de kan anvende dem i et konkret, længerevarende projekt. Rektor Brian Bech Nielsens bestræbelser på at gøre universitetet til et rigtigt universitet igen kolliderer med regeringens studiefremdriftsreform, der går ud på at producere så mange høveder med bestået eksamen som muligt på kortest mulig tid. Rektor Brian Bech Nielsens afdrift fra fremdriften er en bedrift.