Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

3F har rigeligt råd til at betale for inkompetence

Jarl Cordua. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

3F har råd

Jarl Cordua

Fagforbundet 3F bruger for tiden de stadigt færre medlemmers kontingentkroner på at indrykke dagbladsannoncer til støtte for regeringens aktuelle forslag om en Arne-pensionsreform, der både sender flere raske ud af arbejdsstyrken og til sin tid også folk ud af 3Fs A-kasse og medlemskartotek.

Imidlertid er støtteannoncerne formuleret på noget, der dårligt kan kaldes korrekt dansk, formentlig som følge af sjusket eller manglende korrektur. Det kan selvfølgelig smutte for selv den bedste, hvis ikke det var for det forhold, at der er tale om dyre dagbladsannoncer til mange tusinde kroner.

Der skal nok være et 3F-medlem, der sammen med Deres Groft sagt, undrer sig over, at der i et så stort fagforbund med så stor en kommunikationsafdeling, alligevel ikke findes én eneste medarbejder, der enten kan skrive korrekt dansk eller læse ordentligt korrektur.

På den anden side har 3F med en formue, der ved årsskiftet lød på 6,7 mia. kr., rigeligt råd til at betale for inkompetence.

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Fjenden, det er demokratiet

Peter Nedergaard

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har tilsyneladende i mange år misforstået, hvem fjenden var. I stedet for at spionere mod landets ydre fjender har man chikaneret demokratiets repræsentanter. For at undgå at FE udvikler sig til en stat i staten, har man etableret et Tilsyn med Efterretningstjenesterne (TET), som skal holde FE på sporet.

Det har FE ikke rigtigt affundet sig med. Derfor har man tilbageholdt oplysninger for TET, man har givet urigtige oplysninger, og man har sågar indhentet oplysninger (spioneret mod) en ansat i TET, som tilsyneladende tog sin rolle som demokratiets vogter lidt for alvorligt. Foreløbig er tidligere og nuværende FE-chefer, Thomas Ahrenkiel og Lars Findsen, sendt hjem.

Groft sagt anbefaler, at de bruger tiden på at læse op på, hvad et demokrati er. De kan begynde med Grundloven.