Grøn showstopper

General Motors lancerer bilen, der kører på hvad som helst.

Ingen har i de seneste ti år kunnet beskylde amerikanske bilproducenter for at være førende i udviklingen af mere miljøvenlige biler.

Toyota og Honda har skaffet sig et forspring med deres hybridbiler, og Volkswagen styrer i øjeblikket slagets gang, når det gælder en mulig løsning af brændselscellens store problem: Køling.

Overalt i verden forskes der i, hvordan man gør batterier lettere, mere kraftfulde og hurtigere at lade op, men heller ikke her har Ford, GM eller Chrysler erobret dagsordenen.

De kriseramte amerikanske bilproducenter kæmper for deres økonomiske overlevelse. Derfor var det en overraskelse at se General Motors bidrage til Detroit-udstillingen med noget, der trods alt vidner om en vis innovation på området. Mens det sorte skydække bliver stadig tættere over »De tre store« i Motor City afslørede verdens største bilproducent konceptet »Chevrolet Volt«- en elektrisk bil, der kan udnytte mange forskellige energiressourcer.

Der er ikke tale om nogen særlig teknologisk bedrift - men om et bemærkelsesværdigt koncept, som ingen andre bilproducenter før har været på banen med.

Filosofien bag Volt er, at fremtidens biler ikke skal være afhængige af én bestemt energikilde.

Forudsætningen for denne uafhængighed er, at bilen drives af elmotorer, som får strøm fra et batteri. Strømmen til batteriet skal produceres i bilen eller tappes fra stikkontakten derhjemme.

Volt-konceptet har for eksempel en 1-liters benzindrevet turbomotor med tre cylindre. Motorens opgave er ikke at drive bilen frem, men kun at producere strøm til bilens batteri. Den kan arbejde på en brændstofblanding bestående af 85 procent ethanol og 15 procent benzin.

»Det betyder, at Volt vil kunne køre mere end 221 km pr. liter fossilt brændstof,« lover Robert Lutz, vicepræsident i General Motors.

Dermed rører han ved sagens kerne: Amerikanernes ønske om uafhængighed af importeret olie og svingende oliepriser.

Udover benzin kan strømmen til Volts batteri også skabes af motorer drevet af ren ethanol, biodiesel eller brint.

»En sådan fleksibilitet indebærer, at vi kan levere biler til vidt forskellige kunder. Til brasilianere, som foretrækker ethanol som drivmiddel. Til kinesere, der udvinder brint af solenergi. Til svenskere, der fremstiller biodiesel af træaffald,« siger Larry Burns fra GM's udviklingsafdeling.

Under udviklingen af Volt har GM trukket på erfaringerne fra den 100 procent eldrevne EV1, der blev lanceret i 1996, men som siden blev trukket ud af markedet. EV1 havde begrænset rækkevidde, batterierne fyldte for meget, og den kunne ikke køre op ad bakke eller drive klimaanlægget uden at lænse batterierne for strøm.

Disse problemer er stadig ikke løst. Det teknologiske gennembrud, der kræves for at Volt kan blive en realitet, består i at udvikle et effektivt og prisøkonomisk lithium-ion-batteri med en vægt på omkring 181 kg.

»Nogle eksperter hævder, at sådan et batteri kan være færdigudviklet i 2012, måske allerede i 2010,« forudser Robert Lutz.

Hvis batteriet bliver en realitet, er han ikke i tvivl om, at amerikanerne vil tage bilen til sig. Batterierne kan lades op i stikkontakten derhjemme i løbet af seks timer, hvorefter bilen har en rækkevidde på cirka 70 kilometer ved bykørsel i ren el-drift. Når batteriet er tomt, starter forbrændingsmotoren og kører ved et konstant omdrejningstal og sender ny strøm ind i batterierne.

»Over halvdelen af amerikanerne bor inden for en afstand af cirka 33 kilometer til deres arbejde. Det betyder, at de kan køre på job og hjem igen på en opladning og således aldrig bruge en dråbe benzin. Og har man cirka 50 kilometer til arbejde og lader bilen op hver nat, vil man kunne køre 63 km pr. liter benzin,« siger Robert Lutz.