Griskhed en last bliver til en dyd

Holdningen til griskhed har ændret sig markant. Som den mindste af de syv dødssynder er den i dag nærmest blevet et livsideal. Men vi skal passe på, at griskheden, som er en meget energisk arbejdshest, ikke helt løber af med os. Vi er ikke kun brugere, men også borgere. Det er kun de sidste, der har medansvar for helheden.

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et interessant eksperiment at forestille sig, at en middelalderlig munk steg op af sin grav og blev konfronteret med det moderne samfund. Meget er unægtelig blevet forandret siden middelalderen. Ikke mindst vil han sikkert forundres over den utrolige tekniske udvikling, der er sket i mellemtiden. Men også moderne ideer og tænkemåder ville vække hans forbavselse, og især ville han sikkert blive overrasket over, at det, som for ham var en last, for os er en dyd.

I middelalderen havde man et begreb om »dødssynder«, dvs. synder, som man skulle have tilgivelse for hos præsten, inden man døde, hvis ikke man ville ende i helvede og ikke blot i den tidsbegrænsede skærsild. Der var syv dødssynder: hovmod (superbia), griskhed (avaritia), utugt (luxuria), vrede (ira), frådseri (gula), misundelse (invidia) og dovenskab (acedia).

»Synd« er et teologisk begreb, og det indebærer bl.a., at der er råd for den. Dels kan mennesker i princippet i hvert fald afholde sig fra den, og dels kan der fås tilgivelse for den begåede synd. Synden er nok selvfølgelig i menneskets liv, men den er ikke »naturlig«, dvs. den er ikke en urokkelig del af menneskelivet. Vi er ikke »syndere« på samme måde, som vi er pattedyr eller går på to ben. Sådan mente man i middelalderen.

Men i tiden derefter ændres holdningen langsomt, men sikkert. Den berømte og berygtede italienske statsfilosof Niccolò Machiavelli (død 1527) sluttede ud fra sine mange erfaringer i italiensk politik og sine historiske studier, at mennesket var af natur ondt og egoistisk. Dette måtte en politisk leder, f.eks. en fyrste, tage højde for, og det betød, at alle midler, også mord og løftebrud, var tilladt i politik. Det kan ikke nytte noget at tro, at man gøre folk bedre, for deres natur lader sig ikke sådan lave om. En politiker, der idealistisk tror på det gode i mennesket, vil hurtigt lide skibbrud.

I de følgende århundreder går diskussionen videre, ikke mindst i England, Europas førende land. Man accepterede, at Machiavelli og andre havde ret i, at mennesket er og bliver egoistisk og lastefuldt, og at det derfor ikke nytter noget at præke dyd for det. Men man kunne måske gøre noget andet. Det er nemlig ikke alle laster, der er lige skadelige. Hovmod og vrede er farlige, fordi de fører til krigeriskhed og aggression, og derved bringer samfundet i fare. Frådseri og utugt anså man for at være nedværdigende. Men måske kunne man satse på en mere uskyldig last, hvormed man kunne slå de andre ud. Her faldt øjnene på griskheden eller gerrigheden. Hvis man kunne få mennesker til at opdyrke deres griskhed, var der håb om, at man kunne afholde dem fra de værste handlinger inden for andre laster. Samfundet kunne måske endda indrettes således, at folk ligefrem blev sporet ind på griskheden. Samuel Johnson og David Hume i det 18. århundrede drømmer om, at hvis man giver den »blide« last, griskheden, frit løb, så vil man få et rigt samfund, hvor krig og ufred vil være afskaffet. Det engelske gentleman-ideal (egl. den »blide« mand) henter sin oprindelse hos den fredelige borgerlige handelsmand i modsætning til krigeriske militærfolk og adelsmænd.

Nået så langt var det nemt at omdøbe den tidligere last. Nu hed den ikke længere griskhed eller gerrighed, men flid, foretagsomhed, driftighed, profit etc., hvilket er den dyd, som hele samfundet hviler på, og som enhver økonomisk politik søger at give så gode udfoldelsesmuligheder som tænkeligt. Efterhånden blev hele vort økonomiske liv organiseret med den enkeltes egoisme som udgangspunkt. Arbejdsgiverne solgte varer og arbejderne solgte deres arbejdskraft, og alle forsøgte at tjene så meget som muligt. Stadig eksisterer denne tyrkertro på, at handel og industri gør folk fredelige. Send nogle penge til de skøre palæstinensere, så de kan komme i gang med noget fornuftigt: at tjene penge. Så skal de nok falde til ro.

Også uden for det økonomiske liv smittede griskheden som livsideal af. I politik gælder det om at varetage sine »interesser« eller sine »behov«, altså igen egoismen som det naturlige udgangspunkt. Overalt træder nytte-synspunktet frem, og vel at mærke ens egen nytte. Psykologien støbes om, således at mennesket anskues som et væsen, der bestandig søger at opfylde sine egne behov. Griskhedsbegrebet udvides her til at blive til lyst, men strukturen er den samme: det er menneskets egne lyster, tilbøjeligheder eller behov, der skal opfyldes. Man er ikke længere indstøbt i et alment univers, der sætter mål og mening for tilværelsen og viser, ikke blot hvad vej man kan gå, men også hvorhen man bør gå. Det bestemmer man ud fra egne behov. Behov har nemlig erstattet følelser.

Vi kan genfinde tanken på det etiske felt: Skal jeg elske min næste, som der står i Bibelen? Ja, hvis jeg har behov for det, og hvis jeg føler mig tilfredsstillet af at gøre godt imod andre. Og hvis jeg kan svare på det måske mest stillede spørgsmål i dagens Danmark: »Hvad kan jeg bruge det/ham til?«. Egoismen eller griskheden sniger sig minsandten også ind i næstekærligheden. Sådan vil mange moderne psykologer anskue de etiske handlinger. Fromm og Dalai Lama siger, at jeg skal elske næsten for min egen skyld. Og det geniale ved Sigmund Freud var jo netop, at han drog konsekvensen heraf og anskuede alle menneskers handlinger, tanker etc. ud fra lystprincippet (libido = lyst). Dette er ikke blot teori, men grundlaget for helt dagligdags tænkning. Særligt i USA er traditionen fra samfundstænkeren Hobbes og fremefter levende. Al etik udspringer af en »kontrakt« mellem to parter, helt på samme måde som et skøde eller en købekontrakt. Her opregnes rettigheder og forpligtelser for begge parter. Hvis jeg betaler skat, skal jeg også have noget for mine penge. Bidrager jeg til hospitalsvæsenet, er det fordi jeg hermed forsikrer mig med henblik på det tilfælde, at jeg skulle blive syg, etc. Den tanke at jeg skulle forpligte mig i en eller anden form for solidaritet, uanset om jeg nogensinde selv fik brug for de goder, jeg indbetaler til, er fjernt i den såkaldte kontrakt-etik, der også bliver mere og mere almindelig i universitetsverdenen og den offentlige administration. Sågar skoleelever slutter nu kontrakt med deres lærere. Det forudsætter og medfører opfattelsen af samfundet som en samling brugere, der kræver service som gengæld for skattebetaling.

Den middelalderlige munk ville således undre sig over vor moderne tænkemåde. Mens for ham griskheden var en last, der skulle tilgives, er den for os en dyd, der skal opmuntres og tilfredsstilles. Der er ikke tvivl om, at han ikke blot ville undres, men også blive rystet over en så mærkelig udvikling. Hvad skulle vi svare ham med og forsvare os selv med? Vi kunne jo sige, at vort syn er mere realistisk og i øvrigt henvise til den materielle fremgang, vi oplever, og som var ukendt for ham. Den havde sikkert ikke fundet sted, hvis ikke vi havde haft profitmotivet. Hele vort frie, effektive erhvervsliv ville sikkert være utænkeligt, hvis ikke man kunne appellere til den enkeltes økonomiske interesse. Der er sikkert også noget sundt i, at vort politiske liv er organiseret således, at alles interesser kan komme frem og blive tilgodeset i en eller anden udstrækning.

Alligevel må man spørge, om vi kan klare os med profitmotivet alene, ikke blot i vort økonomiske liv, men i vort liv i det hele taget. Er det trods alt ikke en for begrænset målestok at anlægge på hele tilværelsen? I Bibelen er det en grundtanke, at den er stor, som tjener vel at mærke næsten. Når vi bruger ordet »tjene« er det næsten aldrig næsten, men os selv, vi mener. Vi har endda gradbøjet den bibelske tanke om, at den er stor, som tjener, til, at den er størst, som tjener mest. Jo mere man kan tjene sig selv, jo klogere er man. Det behøver ikke kun være i penge. I alle livets forhold gælder det om at »varetage sine interesser« og måske endda »realisere sig selv« ved at finde sit »selvværd« eller indre friværdi.

Men er det særligt forstandigt at nøjes med at indrette et samfund på»brugerniveau«? Lars Løkke Rasmussen præsenterede kommunalreformens fordele som det, at »brugerne« fik flere »tilbud«. Det synes at være for beskedne krav at stille til sig selv og livet. Der er trods alt forskel på Bilka og kommunen, fordi vi i den sidste er fælles om en hel række ting. I mange henseender er det vel således, at fællesskabet er vigtigere end den enkelte, ikke blot fordi vi har »behov« for at være med i et fællesskab, men fordi det har brug for os. Vi skal derfor passe på, at griskheden, som er en meget energisk arbejdshest, ikke helt løber af med os. Vi er ikke kun brugere, men også borgere. Det er kun de sidste, der har medansvar for helheden.