Vinene synger på Vesterbrogade

Enomania er navnet på Damiano Albertis vinbar, som kombinerer enkel piemontesisk mad med enestående vinservering til humane priser.

Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nogen er vin et flydende landbrugsprodukt velegnet til skylle maden ned med, for andre er det en besættelse, en ønomani, som truer med at overtage styringen af tilværelsen. Damiano Alberti er et eksempel på en person, som er blevet ramt af vinbacillen. Piemonteseren startede sin karriere på dansk grund som køkkenchef på Casa D’Antino i Dr. Tværgade, som ejes af den vinimporterende Lolli-familie. Her tilbragte han ti år, de fleste på gulvet som restaurantchef, en funktion Damiano også har haft de seneste to år hos Bo Bech på Paustian.

Sideløbende har Damiano opbygget en vinsamling, som han nu, hvor han og kæresten Charlotte Skov Bak har fået fod under eget bord på det yderste af Vesterbrogade, har valgt at stille til rådighed for offentligheden.

Og lad det bare være sagt med det samme – Damiano har haft en god forsyningsåre: Mundvandet løber i vand ved læsningen af vinkortet, som er spækket med det bedste af det bedste fra Bourgogne og Piemonte. Flasker, som det kan være svært at få fingre i, med mindre man står på venteliste hos importøren i årevis. Decideret billig vin er det ikke – kvalitet koster som bekendt – men profitfaktoren er relativt beskeden, så der er i den grad valuta for pengene.

Tydeligvis er jeg ikke den første, som har fundet ud af dette, for først i andet forsøg lykkedes det mig at få bord, og da vi ankom, var de beskedne, men hyggelige lokaler fuldt besat af vinelskere, højlydt nydende de guddommelige dråber. Vi bad straks om få et glas champagne fra André Clouet (70 kr.) i glasset, som kom på bordet sammen med et snackfad med kolde afskæringer af Milano-salami og speck og dejligt focaccia-brød. 
        
Jean Foillard er efter min ringe mening den bedste producent i Beaujolais, hans finesserige sexede vin har bortset fra druetypen meget lidt tilfælles med den beaujolais nouveau Thorkild Thyrring i sin tid kørte ind på Gråbrødre Torv. Når jeg ser Foillards navn, som her på Enomanias glasliste (65 kr.) slår jeg til, og vinen passede da også fortrinligt til første ret, tre store ravioli med græskarfyld i salviesmør – perfekt pastahåndværk. Hvis ikke man, som vi, ønsker at køre hele dagens menu (fire retter for 350 kr.) kan man få en større portion pasta eller risotto for 100 kr. Hovedretten koster 200 kr. a la carte.

Også risottoen, som fulgte, bar præg af, at værten kommer fra en region, som mestrer både ris og pasta – den sad bare lige i øjet: Risene var kogt al dente, retten var saftig, let og forfriskende, snarere end tung og grødet. Tilberedt med pecorino i stedet for parmesan og med fyld af sødmefuldt intense, bagte dadeltomater.

WebTv:  Søren Frank anmelder Enomania


Til hovedretten, perlehøne med små stykker foie gras og svampe, var der ingen vej uden om at bede om et glas rød bourgogne. Damiano gjorde opmærksom på, at han var modtagelig overfor at åbne visse flasker, som ikke figurer på glaskortet, mod en betaling på 1/5 af flaskeprisen. Min pegefinger var ikke mange sekunder om at finde frem til 07 Clos du Château fra Liger-Belair i Vosne-Romanée (230 kr. pr. glas). Da jeg afleverede manuskriptet til min bog om Bourgogne for halvandet år siden, var jeg i tvivl om unge nystartede Louis Michel Liger-Belair kunne gå lige ind på scenen og score seks ud af seks stjerner, men når jeg smager en vin som denne i dag, er jeg ikke i tvivl om, at han allerede har bevæget sig op på siden af områdets to førende producenter Leroy og Domaine de la Romanée Conti.

Læs også: Se hvem der har fået flest stjerner i 2010

Det er, kort sagt, bare sådan, bourgogne skal smage. Mens jeg sad der indsvøbt i flydende fløjl og violer oplevede jeg en af de sande lykkestunder som vin vitterlig kan bringe.

Lidt efter kom Damiano og spurgte, om han kunne friste med et glas Barolo til osten. Kan en sømand lide piger? Og så forsvandt værten ned i sin 13,8 grader varme kælder og vendte kort efter tilbage med en »blinder«, som fik englene til at genoptage deres sang. Op af det uhyre veltempererede glas steg en ekstremt elegant floral bouquet af roser, lakrids og tjære. Jeg skal ikke trætte læseren med mine fejlgæt, blot konstatere, at der var tale om en vin fra Barolo-områdets bedste mark Rionda, årgang 2001 vinificeret af Luigi Pira (219 kr.). Jamen, jamen, jamen...

Det ekstremt enkle osteservering fejlede bestemt heller ikke noget. Et par skiver henholdsvis pecorino og fastost lagret i nebbiolokvas – sådan. Min ledsager fornøjede sig imens med desserten, en luftig og absolut klassisk intenst kaffesmagende tiramisu.                        
Skarp, enkel og autentisk norditaliensk mad på tallerkenen og uhyre velskænket Barolo og Bourgogne i glasset til rimelige priser, det er et koncept, som det er svært at forbigå. For mit vedkommende venter jeg kun på den næste gode anledning til lægge vejen forbi enden af Vesterbrogade.   

Hvad: Enomania
Hvor: Vesterbrogade 187, Frederiksberg, tlf. 33 23 60 80
Hvor meget: Hovedretter fra 200 kr., fireretters menu 350 kr.

Det spiste vi: