Vin til svin

Restaurant: Skovriderkroen byder på både pinot gris og pattegris.

hvad nu? fruen og jeg så på hinanden. Vi, der til daglig er behageligt bilfri, havde lånt svigermekanikkens øse og var trillet nordpå ud ad Strandvejen. Op til den smukt placerede Skovriderkroen, der ligger nabo til Danmarks Akvarium, med skoven i ryggen og foran sig en fabelagtig udsigt over Øresund med svenskerkystens lys blinkende i det fjerne.

Den mondæne restaurant med tilhørende brasserie og natklub blev i august overtaget af trioen bag restaurant Le Sommelier, der som navnet antyder lægger megen vægt på vinen. Og det var netop her, at fruen og jeg var kommet i krise. For vinkortet er, trods blot små 130 vine i forhold til moderrestaurantens over 1.000 forskellige, stadig af en sådan karat, at det giver anledning til våde drømme. Allerede savlende ved tanken om de vinøse oplevelser, der vinkede forude, gik det pludselig op for os at netop Skovriderkroens placering væk fra byen jo også stiller krav om det amerikanerne kalder en »designated driver«.

Jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at fruen måtte ofre sig og at jeg derfor ene mand stod for aftenens vinindtag. Det kan nu også sagtens lade sig gøre, for Skovriderkroens vinkort er spækket med et fabelagtigt udvalg af vine til 6.500 kr. og nedefter, der heldigvis også kan erhverves både glasvis og i halvflaske.

Således øjnede jeg straks, at der blandt halvflaskerne befandt sig en 1997 Pinot Gris Herrenweg fra min yndlings-Alsaceproducent Zind-Humbrecht (295 kr.). Trods tjenerens noget skeptiske blik havde jeg en klar formodning om, at den ville passe glimrende til vores to forretter, og jeg fik ret.

Skovriderkroens menukort er ganske som moderrestaurantens rent a la carte og bærer præg af, at den ene tredjedel af forpagtertrioen (de to andre er super-sommeliererne Jesper Boelskifte og Erik Gemal) hedder Francis Cardenau. Den lille franskmand høstede i sin tid på Kommandanten Danmarks hidtil eneste tostjernede udmærkelse i Michelinguiden, og selv om han hverken på Le Sommelier eller nu på Skovriderkoen har været helt oppe i det samme ambitionsniveau, så er det umiskendeligt Francis Cardenaus opvækst i det sydvestfranske tæt ved Pyrenæerne, der slår igennem på begge kort. Også selv om køkkenet på Skovriderkroen til daglig er lagt i hænderne på Dan Christensen (tidl. Glostrup Park Hotel). Så meget faktisk, at Skovriderkroens syv for- og hovedretter til forveksling ligner Le Sommeliers - blot med den forskel, at tilbehøret sine steder er skiftet ud, og at priserne på Strandvejen på selv de billigste forretter er hævet med minimum 10 kr. De ligger dog stadig inden for det betalelige og man kan sagtens selv sammenstykke en tre retters menu til 330 kr.

Det budget blev nu hurtigt sprængt, da fruen bestemte sig for den stegte foie gras med majroe, rødbede, figner og portvin til hele 145 kr. Selv valgte jeg mere beskedent krabbebisquen med bouillon af hjertemuslinger til 85 kr. Zind-Humbrechts utroligt lækre og fyldige pinot gris med den høje restsødme klarede som sagt begge udfordringer med lethed. Helt det samme kan ikke siges om især fruens stegte foie gras, der ærligt talt havde tabt pusten. Retten, der ellers er en af Cardenaus hofretter, fremstod i al sin sødmefuldhed underligt anonym og karakterløs. Havde foie gras-stykket været frosset først? I hvert fald manglede hele retten lidt syre, det var sødt mod sødt med en fladt smagende sauteret majroe som ukvalificeret modspil og de syltede figner som eneste oplivende moment. Heller ikke min krabbebisque gjorde det forventede væsen af sig, især hjertemusling-bouillonen virkede som om den havde fået lidt for meget fløde og var blevet piftet lidt for meget op med salt.

Til hovedretterne lod vi sommelieren vælge vinen. Valget var ikke så svært, eftersom fruen efter et enkelt glas Zind nu gik på vandvognen, og vinen således udover min pattegris ikke også skulle kunne gå i spænd med hendes dagens fisk. Den heldige vinder blev endnu en halvflaske chianti fra Querciabella til 205 kr., som trods sin unge alder (2000) og herkomst (udelukkende lavet på sangiovese-druer) virkede overordentligt imødekommende, ja nærmest vulgært indladende. Personligt havde jeg nok foretrukket en vin med lidt mere karakter, men den fungerede fint med mine forskellige udskæringer og tilberedninger af sønderjysk pattegris, der bestod af nyre, lever, filet og bryst samt en lille såkaldt »bonbon« med fars af tryne, tæer og bryst. Bonbon'en var paneret i brødkrummer, lå på et leje af flæsk og duftede helt nordafrikansk af brunkager. Jeg ville have svoret på, at der var kardemomme, kanel eller stødt nellike i den, men ifølge kokken var det kommen og vanille. De saftige udskæringer af pattegris blev serveret med stegte gnocchi og glaserede gulerødder med lime, vanille og chardonnay-sauce (185 kr.), og de lidt eksotiske krydderier fungerede optimalt sammen med det fede grisekød.

Hvordan dagens fisk var, fandt vi aldrig ud af. For fruen fik i stedet for det bestilte serveret kortets anden fiskeret, den braiserede pighvar med fennikel, tomatkompot og oliven (195 kr.) Desværre kendetegnende for aftenens betjening, der nok var kompetent, når den var der, men til gengæld alt for ofte var svær at få fat i, og med et par fodfejl undervejs. Vandet måtte vi f.eks. udtrykkeligt bede om og fik det først sammen med forretten.

Ved ankomsten til bordet så pighvaren dog så indbydende ud, at fruen besluttede at beholde den, og det var en god ide, selv om vi ikke nåede helt op i de samme begejstringslag som med min pattegris. Pighvarens flagede kød egner sig til at blive braiseret, og var dejligt saftigt, og tomatkompoten og den sauterede fennikel gjorde den udmærket selskab.

Til osten (90 kr.), der fornuftigt nok er delt op i familier (ged og får, ko og blåskimmel hver for sig), så de er lettere at sætte vine til, valgte jeg egenrådigt at beholde chiantien. Det var dumt, for den karakterløse vin havde ikke den fornødne rygrad. Gudskelov havde jeg stadig noget af pinot grisen tilbage, og den sødmefulde vin hyggede sig gevaldigt sammen med især gede- og fåreosten.

Skønt vi allerede nu var mætte, gik vi også ombord i dessertkortet. Fruen, der skulle kompensere for sit manglende vinforbrug, kastede sig selvfølgelig straks over kortets dyreste dessert, en chokolade-soufflé med honning/kakaoiscreme og trøffelsauce til 95 kr. Souffléen var perfekt med iskold kerne og varm skal, serveret med en kugle kakao-is på et ultratyndt leje af honning-krokant samt en ikke annonceret kugle af lakrids-is, og omgivet af en stribe hhv. trøffel- og persillecoulis. Fruen, der er erklæret chocaholic, lignede et barn, der er sluppet løs i en slikbutik. Samme grad af begejstring blev tildelt min klassiske rødgrød med mælkeskum, lun madeleine-kage og mælkeiscreme (75 kr.), som var en af finaledeltagerne fra Årets Ret 2001. En ret, hvor det bedste i den rustikke danske og franske madtradition kombineres på forbilledlig vis, og i mit tilfælde blev suppleret med et glas ungarsk tokay af ypperste kvalitet (5 puttonyos) til 98 kr.

Enden var nået i et måltid med en konstant stigende kurve, fra de lidt skuffende forretter til de sublime desserter. Havde vi holdt niveauet fra dessert og hovedret hele vejen igennem, så havde der ikke været diskussion om de fem stjerner, stedets forholdsvis fornuftige prisniveau og kæmpe vinudbud taget i betragtning. Men det lidt for ustabile køkken og en ikke alt for opmærksom betjening er for store skønhedspletter til, at vi kan overse dem, og vi ender på fire af de største stjerner, der er givet i Guides nyere historie.